22-06-2010

Hjemmebesøg styrker forældre-samarbejdet

”Vi møder børnene på deres hjemmebane”. På Utterslev Skole har man haft succes med at tage på hjemmebeøg hos eleverne. Det har styrket relationen mellem skole og hjem og har resulteret i et stort fremmøde til forældremøder.


Som lærer kan det være svært at få indblik i elevernes hverdag uden for skolen. Men på Utterslev Skole i Københavns Nordvest-kvarter har man haft gode erfaringer med at tage med eleverne hjem efter skole. Et hjemmebesøg giver læreren en bedre forståelse for det enkelte barns situation, forklarer lærer Anne Jul Nielsen:

utterslev skole
Anne Jul Nielsen og Eyyüphan Sarikurt 


”Hvis man som lærer for eksempel har sagt til en elev: ”Når du kommer hjem skal du sætte dig ved skrivebordet og læse lektier” - og man så på hjemmebesøget opdager, at barnet slet ikke har noget skrivebord på værelset, eller at hun deler værelse med sine små brødre, der larmer, så det er svært at koncentrere sig om lektierne - så kan man for eksempel foreslå forældrene, at hun begynder at gå i en lektiecafe”

Hjemmebesøget giver også læreren mulighed for at tale med elevens forældre i uformelle rammer, og det er med til at styrke forældrenes engagement i barnets skolegang. Især forældre til tosprogede børn kan have glæde af et hjemmebesøg, forklarer lærer Eyyüphan Sarikurt:

”Hjemmebesøget gør det også nemmere for forældrene at komme til os med små og store problemer, for det kan være med til at afmystificere skolen og lærerens rolle – nogle forældre kommer jo fra lande, hvor læreren har en meget mere autoritativ rolle, end vi er vant til i Danmark. Men på hjemmebesøget fortæller vi lærere også om os selv, og det er med til at skabe en god relation, som man kan bygge videre på”

Stort fremmøde til forældremøder

En god forældrerelation er afgørende, for jo bedre man kender forælderen, jo nemmere er det som lærer at se, hvordan man kan bruge forældrene som en ressource, siger Anne Jul Nielsen. På skolen arbejder man derfor målrettet på at skabe god kontakt til alle forældre. Og indsatsen har båret frugt, for på Utterslev Skole oplever man ikke problemer med at få forældrene til at møde op til forældremøder. Den gode relation til forældrene gør det også nemmere at opfordre forældrene til at melde sig som kontaktforældre.

”Vi opfordrer generelt forældrene til at hjælpe hinanden i fritiden. Og når man lærer forældrene at kende, så ved man jo, hvem der eksempelvis er god til IT, og som kan hjælpe andre forældre med at komme på intranettet, eller hvem der til at hjælpe med for eksempel at køre en skolekammerat til fritidsaktiviteter”, siger Anne Jul Nielsen.

Besøget skal ikke være en byrde for forældrene

Fra skolens side har man gjort sig umage med at forklare børn og forældre om tanken bag hjemmebesøgene. For det vigtigt at fortælle forældrene, at de ikke behøver at gøre huset skinnene rent eller bruge hele dagen på at lave mad. Besøget skal ikke være en byrde for forældrene, og derfor er det vigtigt at gøre besøget så ”hverdagsagtigt” som muligt, fortæller Eyyüphan Sarikurt:

”Vi aftaler en dag, hvor vi følger med barnet hjem fra skole og lader barnet vise os sit værelse.. Nogle børn viser os tegninger eller spiller deres yndlingsmusik for os. Derefter sætter vi os til bordet og får en snak med barn og forældre – på den måde kommer man tættere på forældrene og får et indblik i, hvordan familiestrukturen er, og hvad barnets rolle er i familien”

Fra lærernes side er det vigtigt at sikre, at hjemmebesøget bliver en positiv oplevelse for barnet, understreger Anne Jul Nielsen:

”Børnene skal ikke føle sig trængt, så det er ikke her, man skal tage de tunge emner op. Vi møder børnene på deres hjemmebane, og så skal det ikke være en samtale med forældrene hen over hovedet på barnet - det er barnet, der viser sit hjem frem, så det er barnet, der skal være i centrum”

Supplement til den generelle forældrekontakt

Men hjemmebesøgene er kun en lille del af skole-hjem-samarbejdet på Utterslev Skole, for de årlige besøg skal være et supplement til den generelle kontakt til forældrene, understreger Anne Jul Nielsen og Eyyüphan Sarikurt. På skolen gør man også meget ud af at tydeliggøre over for forældrene, hvorfor det er vigtigt, at de engagerer sig i barnets skolegang. Og det kræver nogle gange en ekstra indsats at sikre en god kontakt.

” Vi ved at nogle forældre har svært ved det skriftlige, så vi gør meget ud af at give beskederne mundtligt. Man kan for eksempel også ringe op til forældrene og gøre dem opmærksomme på, at der snart er forældremøde, hvis man ved, at de ikke læser opslaget på intranettet. Og så er den daglige kontakt vigtig, så vi sætter altid 10 min af om morgenen til at tage imod eleverne, og her ved forældrene, at de altid kan henvende sig, når de afleverer børnene. Her får vi ofte taget eventuelle problemer i opløbet, så de ikke vokser sig store,” afslutter Eyyüphan Sarikurt.

Kontakt: 

Eyyüphan Sarikurt ( 27 21 12 76)
Eyyup.Han.sarikurt1@skolekom.dk

Anne Jul Nielsen (26 15 02 33)
annejulnielsen@skolekom.dk

 


 

Senest opdateret 22.06.2010
Oplæg om hjemmebesøg

Vil du høre mere om hjemmebesøg? Eyyüphan Sarikurt tilbyder at holde oplæg på skoler, der gerne vil lade sig inspirere af erfaringerne fra Utterslev Skole.


Kontakt:

Eyyüphan Sarikurt (27 21 12 76) Eyyup.Han.sarikurt1@skolekom.dk