En personlig ordbog styrker indlæringen
Elevens egen ordbog hjælper med at lære nye ord og begreber. Fordi eleven laver betydninger og definitioner selv, er de meget lettere at huske.
Det er svært at lære nyt, hvis man ikke forstår de nødvendige ord og begreber. Jo større en værktøjskasse man som lærer har at trække på, jo bedre muligheder har man for at sikre, at eleverne får styr på begreberne. Her kan elevens egen ordbog være et godt redskab.
Ordbogen er elevens egen opsamling af svære ord og begreber med forklaringer. Ideelt set har eleven en ordbog til hvert fag. Forklaringerne kan have vidt forskellig form afhængig af, hvad der virker bedst for den enkelte. Det kan for eksempel være tegninger, forklaringer med brug af andre ord, synonymer eller en beskrivelse af ordets funktion.
Ejerskab styrker motivation.
En af styrkerne ved elevens egen ordbog er, at eleven aktivt er med til at skabe indholdet. Det giver et meget stærkere engagement og en stærkere erindring, når eleven formulerer betydningen af ord og begreber. Ved at skrive dem ned og arbejde med, hvordan en definition eller forklaring kan formuleres eller konstrueres, lagrer ordets betydning sig. Samtidig er det meget mere motiverende at vende tilbage og bruge ordbogen, når man selv har lavet den.
Elevens egen ordbog er relevant for alle elever. Ikke kun for de tosprogede. Ordbøgerne er naturligt differentierede, så de passer til elevernes niveau. Eleverne bruger nemlig ikke tid på de ord og begreber, hvis betydninger de er sikre på. Kun på dem, som de ikke kender, eller som de er usikre på.
Det vigtigste i forbindelse med arbejdet med elevens egen ordbog er systematik. Det er nødvendigt, at ordbogen bliver brugt konsekvent, hvis den skal blive en succes. Effekten består netop i, at eleverne husker ord og begreber bedre, fordi de arbejder aktivt med dem i ordbogen. For læreren vil ordbogen også hurtigt blive et værdifuldt redskab, hvis den bliver brugt konsekvent. Så vil det være oplagt at bruge ordbogen som reference og minde om, at eleven selv har formuleret en definition eller forklaring, hvis eleven ikke på stående fod kender betydningen.
Senest opdateret 09.06.2010