Gratis billedordbog til undervisningen

Den interaktive ordbog, Lexin Billedtema, kan støtte tosprogede elever i indlæringen af hyppigt anvendte ord og begreber på dansk. Ordbogen kan blandt andet anvendes som forberedelse til undervisningen eller i konkrete undervisningsforløb.

 

Hvad er det nu, den der aflange grøntsag med grøn top hedder på dansk? Eller det redskab man øser suppe op med? Det kan være svært som tosproget at følge undervisningen i hjemkundskab, hvis man kun kender navnene på ingredienser og køkkenredskaber på sit modersmål. Den interaktive billedordbog Lexin kan i den forbindelse være relevant som forberedelse til undervisningen, da ordbogen kan støtte de tosprogede elever i indlæringen af en lang række dagligdags ord.

Lexin Billedtema er et flersprogligt interaktivt lyd- og billedordbogsmateriale, som kan understøtte indlæring af dansk både auditivt og visuelt på 16 forskellige sprog. Lexin indeholder ca. 1800 hyppigt anvendte ord og begreber, som er illustreret på en række tegninger. Når man klikker på et ord eller på en tegning, vil sammenhængen mellem ord og tegning blive vist på det valgte sprog - samtidig med at ordet læses højt på computeren.

Eksempel fra temaet "By og trafik"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordene er fordelt på 31 temaer som eksempelvis ”Madlavning og måltider”, ”Skole” og ”By og trafik”. Det giver materialet gode muligheder for at kunne bruges i undervisningsforløb på tværs af faggrænser. Temaet ”By og trafik” kan for eksempel bruges i dansk til at lære ord og begreber om emnet ”By og trafik”, men det kan også anvendes ved undervisning i færdselsreglerne. Også forældre og elever kan på egen hånd have glæde af Lexin i forbindelse med for eksempel lektielæsning.  Der er gratis adgang til billedordbogen, som ligger frit tilgængelig for alle på http://lexin.emu.dk., og der kræves ikke registrering eller login.

Skrift og lyd på 16 sprog

De 16 sprog, som billedordbogen rummer, er albansk, arabisk, bosnisk, dari, engelsk, finsk, græsk, lulesamisk, nordkurdisk, nordsamisk, persisk, russisk, spansk, sydkurdisk, sydsamisk og tyrkisk. Billedordbøgerne kan dog også bruges af tosprogede, hvis modersmål ikke hører til de 16 oversatte sprog. For disse elever findes der en billedordbog med dansk som indgangssprog. De vil kunne bruge de illustrerede temaer som opslag i ordbogen på dansk, men vil ikke kunne læse og høre ordene på deres eget modersmål.

For mere information, kontakt chefkonsulent UNI-C, Ebbe Schultze, på tlf: 35 87 85 82 eller e-mail: ebbe.schultze@uni-c.dk

Senest opdateret 05.10.2010
Fakta om Lexin

Lexin Billedtema er udviklet i Sverige af Myndigheten för skolutveckling, avdelningen för utveckling. Den danske version er udviklet af UNI-C for Integrationsministeriet.

 

Du kan finde materialet på: http://lexin.emu.dk.

 

For mere information, kontakt chefkonsulent i UNI-C, Ebbe Schultze, på tlf: 35 87 85 82 eller e-mail: ebbe.schultze@uni-c.dk