Ordbogs-legen: En metode til at styrke læseforståelsen blandt tosprogede elever.
Ordbogs-legen er en undervisningsmetode, der integrerer dansk som andetsprog i almindelig fagundervisning. Legen styrker elevers læseforståelse ved at gøre dem sprogligt bevidste om ords betydningsvidde.
Ordbogs-legen kan tages i brug, når der opstår episoder, hvor eleverne ikke kender og forstår et eller flere ord i undervisningen. I legen tildeles eleverne hver især rollen som ordbog, eksempelvis betydningsordbog, synonymordbog og grammatisk ordbog. Hernæst gennemgås svære ord fra undervisningen ved, at eleverne i samspil diskuterer ordene ud fra deres rolle i legen.
Et eksempel kunne være ordet ”kantine”, hvor eleverne fik roller som betydningsordbog, synomymordbog og grammatisk ordbog:
• Betydningsordbog: Et sted hvor man spiser sin frokost.
• Synonymordbog: Cafeteria, frokostrestaurant.
• Grammatisk ordbog: Kantine er et navneord og står i ental. I flertal bøjes ordet flere kantiner og i bestemt form bøjes ordet kantinen.
Ved at diskutere sig frem til betydningen af undervisningstermer øges elevernes leksikale viden om ords betydning samtidig med, at deres ordforråd udvides. Elevernes sproglige bevidsthed styrkes, hvilket forbedrer deres læseforståelse og læseevner.
Denne integration af dansk som andetsprog i undervisningen af tosprogede elever er afgørende for, at de fagligt opnår nødvendige kompetencer for at begå sig i uddannelsessystemet. Næsten halvdelen af de tosprogede elever, der forlader folkeskolen, læser så dårligt, at det er vanskeligt for dem at komme videre i uddannelsessystemet. Problemet er, at eleverne teknisk set godt kan være gode læsere, men at de ikke har de funktionelle læsefærdigheder, der er nødvendige for at forstå, bruge og reflektere over det, de læser. Ordbogs-legen er et værktøj til, løbende i undervisningen at imødekomme denne problematik på en sjov måde.
Der er mange muligheder med ordbogslegen:
- Betydningsordbog: En elev fortæller, hvad en kantine er.
- Sætningsordbog: En elev laver en sætning med ordet.
- Synonymordbog: En elev finder et synonym på kantine.
- Antonymordbog: En elev finder et antonym på kantine.
- Over-underbegrebsordbog: En elev finder overbegrebet fx ”spisested”.
- Rimordbog: En elev finder et ord, der rimer på kantine.
- Grammatisk ordbog: Hvilken ordklasse tilhører ”kantine”, og hvordan bøjes ordet?
- Første lydsordbog: En elev siger første lyd i ordet.
- Antal stavelsesordbog: En elev svarer på antal stavelser i ordet.
- Homonymordbog: En elev tænker over, om der kunne være et homonym til kantine. Et homonym er ord, der staves ens, men har forskellig semantisk betydning. I dette tilfælde kunne man sige, at kantine lyder som ”Kan Tine komme på onsdag”.
- Sammensatte ordsordbog: En elev svarer på, om kantine er et sammensat ord. Det er kantine ikke, men så kan eleven lave et sammensat ord, fx kantinemad. Dansk sprog er karakteriseret ved at have mange sam-mensatte ord, og det skal der fokuseres på.
Kilde: Løntoft, Jette (2009).
Læsetilegnelse på andetsproget dansk, Dansklærerforeningen.
Yderligere information om ordbogs-legen kan findes ved at kontakte cand. pæd. Sofia Esmann Busch,
see@ucsj.dkLæs mere om dette tema i
Tosprogs-Taskforcens e-magasin, og mere om
behovet for efteruddannelse i dansk som andetsprog.
Senest opdateret 14.07.2010