Smertefri skolestart kræver samarbejde
En stor del af grundlaget for alle børns udvikling og videre uddannelse bliver lagt i folkeskolen. Derfor er det vigtigt, at børnene får en god start. Evalueringer af kommunernes sprogstøtteindsats for tosprogede småbørn og skoleelever viser, at det kan bremse børnenes sproglige udvikling, hvis erfaringer om deres sprog ikke bliver givet videre fra børnehave til skole. Samtidig er det en stor fordel for barnets udvikling, hvis forældrene og skolen har et tæt samarbejde.
Tosprogs-Taskforcen har lavet en række gode råd til, hvordan man sikrer en god overgang fra børnehave til skole:
- Lav faste procedurer for overleveringen, så de gode vaner ikke går tabt.
- Sørg for at alle parter ved, hvem der har ansvaret for hvilke opgaver.
- Bliv enige om mål for samarbejdet og for barnets udvikling.
- Det er vigtigt, at børnehave og skole arbejder mod de samme mål for barnets udvikling.
- Det sparer meget tid og mange misforståelser, hvis man mødes personligt.
- Det er en god ide at inddrage forældrene i overleveringen. Det giver også en god start for skole-hjem-samarbejdet.
Hvad skal med til første skoledag?
For at skabe trygge rammer for barnet og et godt grundlag for barnets fremtidige sprogudvikling anbefaler Tosprogs-Taskforcen, at børnehaven og skolen tager disse helt konkrete informationer med i overleveringen:
- Barnet kan vælge tegninger eller bøger, som han eller hun selv har lavet og gerne vil have med.
- Børnehaven kan lave en liste over emner, der er blevet gennemgået med barnet. For eksempel kroppen, dyr og sange.
- Dagtilbuddet kan lave en grundig beskrivelse af de andetsproglige kompetencer hos de børn, som har brug for særligt meget omsorg. Det kan være børn, der ikke har deltaget i de pædagogiske tilbud på grund af fravær, eller det kan være nye børn, som ikke har været i daginstitutionen længe nok til at have gennemgået et fuldt forløb på tre år.
Senest opdateret 16.09.2009