Hjælp til at vælge den rigtige ungdomsuddannelse
Der er et massivt frafald på ungdomsuddannelserne blandt unge tosprogede. Allerværst ser det ud på de erhvervsfaglige uddannelser, hvor seks ud af ti falder fra.
Tallene viser, at når eleverne først er droppet ud af studiet, får de meget sjældent taget en anden uddannelse i stedet.
Eleverne skal kende deres muligheder
Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) kan give de unge overblik over deres muligheder, så de selv bliver i stand til at finde den information, de har brug for. Ungdommens Uddannelsesvejledning hjælper unge fra 6. klasse og helt frem til 25-års alderen:
- UU vejleder i folkeskolen fra 6. klasse til og med 10. klasse.
- UU opsøger andre unge under 19 år, som har brug for vejledning.
- Unge mellem 19 og 25 år kan også få vejledning, hvis de henvender sig.
Med forældrene i ryggen
Forældre spiller en vigtig rolle for elevernes skolegang, og deres opbakning viser sig i elevernes resultater. Det er ikke altid, forældrene ved, hvordan de kan være med til at hjælpe deres børn i skolen. Derfor er det vigtigt, at forældrene får helt konkrete råd til, hvordan de hjælper deres børn bedst. Det kan for eksempel være ved at spørge til skoledagen, smøre sunde madpakker eller sørge for, at børnene kommer op til tiden.
Vejledning med familien i fokus
Forældrene kan være en stor støtte, når de unge skal vælge, hvad de skal efter 9. klasse. Men for at kunne hjælpe deres børn bedst muligt har forældrene brug for at forstå deres børns uddannelsesmuligheder.
Abildgårdsskolen er en af de danske skoler, der har valgt at invitere forældre med til elevernes vejledningssamtaler. Gennem de seneste år har skolen arbejdet med vejledning, som henvender sig til elevens familie. Vejledningen tager udgangspunkt i elevens ståsted: Hvilken baggrund har eleven, og hvilke forudsætninger har familien for at vejlede ham eller hende? Familien er med til uddannelsesvejledningen – om nødvendigt sammen med en tolk eller en tokulturel medarbejder.
På folkeskolen.dk kan man se et interview med ungdomsvejelder og lærer på Humlehaveskolen i Vollsmose Moustapha Abou Taha og uddrag fra filmen ’Det gode eksempel’, hvor Birgitte Hagenborg fra Abildgårdsskolen vejleder skolens 9. klasses elever.
Senest opdateret 29.09.2010