Ungdomsvejledere deler erfaringer i netværk

Hvad kan vi bruge hinanden til? Det enkle spørgsmål var udgangspunktet for en gruppe UU-vejledere, som deler samme interesse for vejledning af unge tosprogede. Det fælles udgangspunkt førte til dannelsen af netværket ”2sprogs-vejledere,” hvor vejlederne mødes og deler erfaringer på tværs af kommunegrænser.


Videndeling er i centrum, når vejledere fra en række Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU)-centre på sjælland mødes til netværksmøder. I netværket kan vejlederne udveksle erfaringer om de særlige problematikker, der knytter sig til vejledning af tosprogede på ungdomsuddannelserne. Og netværksmøderne fører ofte til videre samarbejde om vejledningen mellem UU-centrene.

uu netværk
UU-vejledere mødes jævnligt i netværket
til erfaringsudveksling og faglige oplæg

”På møderne fortæller vi hinanden om vores projekter og opfordrer de andre til at deltage. Det kan eksempelvis være, at nogle af mine elever kan deltage i et projekt arrangeret af en anden UU-vejleder. Eller at et andet UU-center har sammensat et rigtig godt praktikforløb, som passer til en af mine elever,” fortæller en af initiativtagerne til netværket, Reza Sedighishiraz fra UU-Nord.




Faglige oplæg giver ny inspiration

Netværksmøderne indledes med et fagligt oplæg, som kan give nye input til vejledningen. Tosprogs-Taskforcen var med, da Torben Tranæs fra Rockwool Fondens Forskningsenhed præsenterede resultaterne fra rapporten: ”Indvandrerne og det danske uddannelsessystem”. Med oplægget fik vejlederne indblik i udviklingen i indvandrernes uddannelsesdeltagelse- og niveau.

 Modelfoto
Torben Tranæs fra Rockwool Fondens
Forskningsenhed præsenterer nye
forskningsresultater

”Det var meget givende at få indblik i, hvad statistikkerne siger om integrationen i skolen. Man får sat de daglige problemer i et større perspektiv og får udfordret nogle fordomme. Og så fik jeg helt konkret nogle tal med hjem, som jeg kan bruge i den daglige vejledning. Med statistikken i ryggen kan jeg nu for eksempel fortælle de unge, at en erhvervsuddannelse kan være en vej til det eftertragtede ingeniørstudium,” sagde en af uu-vejlederne efter foredraget.




Redskaber til at håndtere problemer

På møderne i netværket kan deltagerne udveksle positive erfaringer og gå sammen om nye projekter, men netværksmøderne er også en mulighed for at få gang i en konstruktiv debat om dagligdagens problemer.

”Arrangementerne i netværket er med til at sætte fokus på de problemer, vi oplever i dagligdagen som vejledere. Her kan vi lære af hinandens erfaringer og få redskaber til at håndtere problemerne,” siger Janni Rosendahl, UU-vejleder, København.

Men videndelingen foregår ikke kun på netværksmøderne. Netværket tilbyder også deltagerne en mulighed for sparring i forhold til den daglige vejledning.

”Vi bruger hinanden meget i dagligdagen. De andre vejledere ringer ofte til mig med spørgsmål til konkrete problemstillinger, og folk er gode til at dele information om relevante kurser, projekter eller uddannelsestilbud med de andre i netværket,” siger Reza Sedighishiraz.

Netværket har eksisteret siden 2005 og består af repræsentanter fra 8 UU-Centre, hvor en vejleder fra hvert center er udpeget som koordinator. Idéen til netværket opstod på en konference, hvor vejledere med interesse for tosprogsområdet var samlet. UU-Nord tog initiativet til et netværk og inviterede interesserede til et indledende møde, hvor en styregruppe blev nedsat. Repræsentanterne fra styregruppen mødes nu til temamøder 4 gange om året, og arrangerer to årlige stormøder med relevante temaer for alle netværkets vejledere. Organiseringen af netværket foregår på frivillig basis, og udgifterne til arrangementerne deles ligeligt mellem UU-centrene.

Vil du vide mere om netværket for uu-vejledere, kan Tosprogs-Taskforcen formidle kontakt til Reza Sedighishiraz.


Senest opdateret 02.12.2010