Bedre forældremødedeltagelse ved inddragelse

Et godt skole-hjemsamarbejde er vigtigt for barnets faglige og sociale udvikling. Men rundt om på skolerne opleves det, at mange forældre til tosprogede ikke deltager i forældremøder. Det kan der være mange grunde til. En af dem kan være, at skolen ikke tydeligt nok får formuleret, hvad formålet med mødet er. Mange tosprogede forældre kender heller ikke til forældremøder fra deres hjemland og kan have behov for at blive orienteret om, hvad det er, og hvad der forventes af henholdsvis skole og hjem. Desuden er der sproget. Det kan være svært at forstå selve indkaldelsen til forældremødet, men også helt konkret det, der bliver sagt på mødet.

Brug forældres begrundelser

For at skabe det bedst mulige skole-hjem samarbejde er det vigtigt, at man som lærer får kortlagt, hvad der er baggrunden for manglende deltagelse i forældremøder. Kortlægningen kan ske ved at registrere, hvilke forældre der melder afbud eller har tilmeldt sig, men ikke dukker op. Ved manglende tilmelding eller manglende fremmøde tages kontakt til forældrene for at høre, hvad der fremadrettet kan gøres for at de deltager. Lyt til forældrenes eventuelle behov og kritikpunkter, skriv dem ned og tag dem til efterretning.

Ud fra de begrundelser, der indsamles, kan der tilrettelægges en fremtidig procedure for forældremøderne, både med hensyn til indkaldelsen og hvad angår formen på selve mødet. Det kan forhåbentlig sikre størst mulig deltagelse fra alle.


VÆRKTØJ:
Download skema til registrering af deltagende forældre ved forældremøder.

 

Senest opdateret 07.03.2012
Få skema til registrering af forældredeltagelse
Her er et skema til registrering af forældredeltagelse ved forældremøder.
Eksempel på registreringsskema
Humlehøj-Skolen i Sønderborg anvender et evalueringsskema i skole-hjem-samarbejdet mellem lærer og forældre for at styrke forældreinddragelsen. Hent skemaet eller læs mere.