Anerkendelse batter

Den måde, skolen og skolesystemet modtager tosprogede elever og familier på, er afgørende for elevens skolegang. Det er i høj grad et spørgsmål om, om skolen viser anerkendelse ved at være interesseret i og acceptere de tosprogede, deres baggrund, kultur og særlige kompetencer. Det fremgår klart af Undervisningsministeriets ’Dette virker’-projekt, som fokuserer på metoder, der gør en forskel for undervisningen i dansk som andetsprog.

Anerkendende pædagogik

Mennesker yder bedst, når vi beskæftiger os med noget, der giver mening, når vi har kontrol over det og får anerkendelse for det.  Det er en del af en teori af professor Chris Argyris fra Harvard University. Inden for den anerkendende pædagogik taler man om, at vi som mennesker har det bedst, når vi bliver set, hørt og anerkendt. Når vi føler os værdsatte og værdifulde, yder vi mere.

Tjek værdien af skolens arbejde

Skoleledelsen kan tjekke, om hverdagens praksis på tosprogsområdet lever op til skolens overordnede formulerede holdninger, værdier og menneskesyn. Det kan ledelsen gøre ved at stille sig selv spørgsmål som for eksempel:

  • Anerkender skolen elevens og forældrenes andre sproglige og kulturelle kompetencer, når de forstår dansk sprog og kultur mindre godt.?
  • Formår skolen at udnytte de tosprogede elevers kompetencer positivt og konstruktivt og se kompetencerne som ressourcer? Bruger læreren elevens konkrete og relevante fagviden? Selvom eleven er mindre stærk i det danske sprog, kan han eller hun måske både tælle, lægge sammen og trække fra på sit modersmål. Det kan også være, at eleven kan bidrage med viden om bjerge i naturfag eller fortællinger om andre kulturer i historietimerne.
  • Har skolen de samme høje forventninger til den tosprogede elev, som til de øvrige etnisk danske elever?
  • Benytter skolen bestemte metoder til at sikre, at alle elevers og forældres ressourcer bliver set, hørt, anerkendt og udnyttet?



 

Senest opdateret 27.08.2010
Ressourcesyn på Kragelund Skolen

Læs om hvordan Kragelundskolen i Århus arbejder med en ressource-orienteret tilgang til elever og undervisning. Artiklen er skrevet af skolens afdelingsleder Marianne Berg, der gerne kommer ud og holder oplæg for skoler og kommuner.

ICDP
ICDP er en af de metoder, som skoler og kommuner kan tage i brug, når ønsket er at udvikle de professionelles relations- og vejledningskompetence med fokus på barnet, den unge, forældrene og kollegaen og disses ressourcer og værdier.