24-08-2011
E-magasiner: Overgange
Læs e-magasinet her
Gode overgange mellem børnehave og skole samt skole og ungdomsuddannelse er vigtige, når der skal skabes en rød tråd i den enkelte tosprogede elevs skolegang. Den gode overgang kan ofte være en udfordring, som kræver en helhedsorienteret plan i kommunen og et godt samarbejde mellem lærere, pædagoger og uddannelsesvejledere.
I det sjette e-magasin, der udgives som led i kampagnen ”To sprog - én udfordring”, sætter Tosprogs-Taskforcen og DR fokus på de gode overgange.
Samarbejde og anerkendende tilgang skal i fokus
Et tæt samarbejde er ikke blot en forudsætning for kvalificering af barnets fortsatte læring. Det skaber også trygge rammer, forudsigelighed og anerkendelse af det enkelte barn. Der bør derfor skabes større fokus på de vigtige overgange.
På Alléskolen i Fredericia har man et tæt samarbejde med børnehaven Stendalen for at sikre, at børnenes overgang fra børnehave til skole foregår så glidende som muligt. Før børnene starter i skole testes deres sproglige og sociale kompetencer, og resultaterne videregives til skolen, så lærerne kan forberede sig på de kommende elevers behov. I e-magasinet fortæller børnehaveklasselærer Helle Føns om, hvor vigtigt det er at afholde trekantssamtaler mellem børnehave, skole og forældre og dermed videndele om barnet.
I Tårnby Kommune har de gode erfaringer med UU-vejledningen af tosprogede elever, når de unge skal videre i uddannelsessystemet. Alle UU-vejlederne har været på kursus i interkulturel vejledning, hvor vejlederne blandet anet lærer at arbejde med en anerkendende tilgang til de unge. UU-vejleder i Tårnby Inger Scott Christensen fortæller i e-magasinet, hvor vigtigt det er, at man møder de unge med et ressourcesyn. "De kan ofte have brug for, at nogen tager deres drømme alvorligt", fortæller hun.
Læs e-magasinet
Senest opdateret 24.08.2011