08-04-2011
E-magasinet: Skoleledelse
I det femte e-magasin, der udgives som led i kampagnen ”To sprog - én udfordring”, sætter Tosprogs-Taskforcen og DR fokus på ledelse af skoler med tosprogede elever.
Langt færre tosprogede elever har problemer med at læse end for ti år siden. Men der er stadig stor forskel på de faglige resultater for etsprogede og tosprogede elever. 38 procent blandt de tosprogede elever forlader skolen uden funktionelle læsekompetencer, imens dette kun gælder for 13 procent af de etsprogede elever. Det viser undersøgelsen PISA Etnisk 2009, der netop er blevet offentliggjort. Det vil foreløbigt 150 skoler nu gøre noget ved. De har tilmeldt sig kampagnen ”To sprog – én udfordring”. En kampagne, der for hver enkelt skole blandt andet kan betyde en forandring af, hvordan skoler med tosprogede elever ledes.
Skoleledelsens rolle under forandring
Det er vigtigt, at ledelsen går i front, når sproget skal ud i alle fag, når lærernes kompetencer skal udnyttes bedst muligt, og når lærerne skal have mulighed for at videndele på kryds og tværs. Erfaringer viser, at tosprogede elevers succes i høj grad afhænger, at ledelsen går i front og medtænker den sproglige dimension i skolens strategiske beslutninger og opfølgningsprocedurer. Det kan være en stor opgave - og på nogle skoler kræve en kulturforandring.
Borgerskolen er en af de skoler, som netop er i gang med en større kulturændring. I e-magasinet viser skolen, hvordan de har valgt at bruge Cooperative Learning som undervisningsmetode for at sikre, at alle elever bruger sproget i undervisningen, og de derved opnår bedre resultater for de tosprogede elever. Skoleleder på Borgerskolen, Arne Møller Andersen, fortæller: "Nogle af lærerne var naturligvis lidt bekymrede for projektet, og det kan jeg da sagtens forstå. Jeg så det derfor som en hel essentiel opgave at få talt tingene godt igennem og vise, at vi var sammen om det".
Værktøjskassen "Skoleledelse"
På Havnbjerg skole i Sønderborg er skoleleder, Trine Petersen, også gået i front. I e-magasinet fortæller hun, hvordan hun med værktøjskassen "Skoleledelsen" arbejder for et bedre samarbejde med forældre til tosprogede elever. "Værktøjskassen har en nem procesguide, hvor man hurtigt kan skabe resultater. Jeg har inddraget bestyrelse og elevråd for at finde ud af, hvordan skolen kan blive bedre til at involvere forældrene i skole-hjem-samarbejdet," forklarer Trine Petersen.
Senest opdateret 24.08.2011