Skoleplaner: Et vigtigt værktøj i undervisningen af tosprogede
En ny OECD-undersøgelse påviser sammenhæng mellem anvendelsen af skoleplaner og kompetenceudvikling af lærere. Lærerne får større faglige udfordringer og respons og deres undervisningskompetencer styrkes - men anvendelsen af skoleplaner er endnu ikke udbredt.
En skoleplan klarlægger fælles pædagogiske og faglige mål for undervisningen på en skole. Lærere, der i samspil med skoleledelsen udarbejder skoleplaner, samarbejder i højere grad med andre lærere i team på tværs af klassetrin og aldersgrupper. De overværer blandt andet hinandens undervisning og giver feedback, koordinerer hjemmearbejde på tværs af fag og sikrer fælles evalueringskriterier for vurderinger af elevernes fremskridt. Hermed styrkes det faglige miljø, og lærernes undervisningskompetencer forbedres.
Det er en af konklusionerne i den internationale OECD-undersøgelse ”Creating Effective Teaching and Learning Enviroments - first results from TALIS", der viser en vigtig sammenhæng mellem brug af skoleplaner og kompetenceudvikling af lærere.
Skoleplaner anbefales
TALIS-undersøgelsen viser imidlertid, at næsten 30 procent af undersøgelsens adspurgte lærere tilkendegiver, at skolelederen og lærerne aldrig eller sjældent udarbejder udviklingsplaner for skolen.
På denne baggrund anbefaler Formandskabet for Skolerådet i sin seneste beretning, at skoler laver en skoleplan for at sikre faglige og professionelle udfordringer i hver enkelt lærers daglige undervisning. Formandskabet finder det specielt vigtigt, at skolelederen selv involverer sig i skoleplanen i form af planlægning, koordinering og evaluering af lærerne.
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) anbefalede allerede i 2007, at tosprogs-området i højere grad blev genstand for planlægning og organisering på Danmarks skoler. I rapporten ”Undervisning af tosprogede elever i folkeskolen”, anbefales det blandt andet, at skoleledelsen sikrer videndeling blandt skolens lærere. Det skal ske gennem teamsamarbejde og pædagogiske drøftelser, samt gennem planlægning der samlet vil skabe fokus på sprogets betydning for tosprogede elevers læringsprocesser i både almen- og andetsprogsundervisning.
Lav en plan
Tosprogs-Taskforcen arbejder målrettet for at få skoler til at arbejde med specifikke planer for deres undervisning af tosprogede elever. Tosprogs-Taskforcen hjælper skoler med metoder og redskaber til at arbejde mere struktureret med planlægningen af, hvordan undervisningen af tosprogede elever gribes an. En plan kan indeholde mål for eksempelvis efteruddannelse af lærere, skolens undervisning i dansk som andetsprog og skole-hjem-samarbejdet med de tosprogede forældre, så de i højere grad kan understøtte børnenes læring.
Med kampagnen To sprog – én udfordring håber Tosprogs-Taskforcen i samarbejde med DR at få skoler til at melde sig til at lave en plan for deres undervisning af tosprogede og dermed forbedre lærernes undervisningskompetencer og styrke tosprogede elevers faglighed i folkeskolen.
Senest opdateret 30.04.2013
I
'Det siger lærerne' kan du læse de vigtigste pointer fra 2.088 lærere fra 88 forskellige skoler, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen til 'Lav en plan'. Få et unikt indblik i, hvilke udfordringer lærerne oplever, når det handler om undervisning af tosprogede elever. Udfordringerne er suppleret med gode råd fra Tosprogs-Taskforcen.
"Skoleledelsen skal tage ansvar for lærerens kompetenceudvikling. Det gælder den kompetenceudvikling, der foregår i hverdagen, hvor lærerne styrker deres undervisning og fagprofessionelle udvikling via samarbejde".
- Formandskabet for Skolerådet, 2010 beretning, s. 151.
Tosprogs-Taskforcen arbejder målrettet for at få skoler til at arbejde med specifikke planer for deres undervisning af tosprogede elever.
Tilmeld din skole og lav en plan.