Kommunalt workshoptilbud

Tosprogs-Taskforcen tilbyder alle kommuner, der melder tre eller flere skoler til kampagnen To sprog – én udfordring, en workshop. Workshoppen er et tilbud, og kommunerne er ikke forpligtet til at gøre brug af det. Med workshoppen ønsker Tosprogs-Taskforcen at understøtte og inspirere skolernes og kommunens arbejde med undervisning af tosprogede elever. Workshoppen vil tage afsæt i de behov, kommunen og Tosprogs-Taskforcen har identificeret.

Rammen for workshoppen er følgende:

Økonomi og praktisk:

  • Workshoppen er et endags-arrangement. Workshoppen vil typisk afvikles fra kl. 10-16, men det afhænger af indholdet og aftales mellem kommunen og Tosprogs-Taskforcen.
  • Tosprogs-Taskforcen deltager med to konsulenter. Konsulenternes tid og transport dækkes af Tosprogs-Taskforcen.
  • Tosprogs-Taskforcen dækker eventuelle udgifter til relevant ekstern oplægsholder. Tosprogs-Taskforcen forhandler vilkår og definerer derfor også hvilke mulige oplægsholdere, der ligger inden for de økonomiske rammer.
  • Tosprogs-Taskforcen medbringer relevant materiale, hvis workshoppen indeholder processuelle øvelser eller lignende.
  • Kommunen sørger for bookning og eventuel betaling af lokale, it-ressourcer, forplejning og an-det relevant praktisk.
  • Kommunen og skolerne dækker udgifter til deltagere fra kommunen og skolerne.


Deltagere:

  • Deltagerantallet afhænger af den proces, der aftales mellem kommunen og Tosprogs-Taskforcen.
  • Tosprogs-Taskforcen anbefaler, at alle skoler er repræsenteret ved flere relevante deltagere, da den lokale forankring er vigtig fx i arbejdet med at udvikle og implementere helhedsorienterede planer for arbejdet med tosprogede elever.
  • Kommunen er repræsenteret på workshoppen og indgår i ledelsen af dagen. Kommunen skal være repræsenteret ved relevante personer, der har beslutningskraft på tosprogsområdet og vil indgå i arbejdet fremadrettet på skolerne.


Indhold:

  • Indhold afklares mellem kommunen og Tosprogs-Taskforcen gennem løbende dialog.
  • Ved tilmelding til To sprog – én udfordring får skolerne adgang til en spørgeskemaundersøgelse for skolernes lærere. Undersøgelsens resultater skal indgå i planlægningen af workshoppen, og skal derfor være gennemført inden workshoppen.
  • Programmet udformes som udgangspunkt af Tosprogs-Taskforcen på baggrund af dialogen med kommunen. Kommunen godkender programmet.
  • Workshoppen kan fx være opstarten af en proces med at lave en plan for undervisningen af to-sprogede, og den kan omhandle konkrete problematikker og emner på skolerne og i kommunen.
  • Workshoppen kan have processuel karakter rettet mod ildsjæle med stort fagligt kendskab, der skal klædes på i forhold til projektplanlægning. Workshoppen kan også være introducerende for lærere og ledere, der ikke er vant til arbejdet med de tosprogede elever og skal klædes på i form af faglig viden og motivation. Arbejdet med de tosprogede elever skal implementeres i alle fag, hvorfor der både er behov for ildsjæle og de resterende.


Planlægning og kommunikation:

  • Ved tilmelding får kommunen en fast kontaktperson i Tosprogs-Taskforcen.
  • Kommunen udpeger en tovholder for kommunens arbejde med planer for undervisning af to-sprogede. Denne tovholder kan med fordel være kommunernes tosprogskonsulent eller lignende, hvis kommunen har en person i en sådan stilling.
  • Planlægning og øvrig kommunikation mellem kommunen og Tosprogs-Taskforcen sker som udgangspunkt mellem disse to kontaktpersoner.
Senest opdateret 22.06.2010
Temadage i DR Byen

Det kommunale workshoptilbud er for kommuner, hvor tre eller flere skoler har tilmeldt sig.

 

Alle skoler tilmeldt kampagnen inviteres til temadage i DR Byen. Skoler, der har deltaget på en kommunal workshop, er også meget velkomne.

 

Læs mere om temadage i DR Byen.