Ni skridt til en god workshop med Tosprogs-Taskforcen

For at få den bedst mulige workshop er det en fordel, at kommunen og skolerne har afklaret deres kompetencer og udfordringer i forhold til tosprogede elever forud for workshoppen. Tosprogs-Taskforcen foreslår derfor følgende proces:

1. Alle skoler gennemfører spørgeskemaundersøgelsen. Se spørgeskemaundersøgelsen i håndbogen:"Hvor Trykker Skoen? - håndbog til plan for undervisning af tosprogede elever", der er udarbejdet af Tosprogs-Taskforcen i samarbejde med Capacent.   

2. Hver skole drøfter bl.a. på baggrund af spørgeskemaundersøgelsens resultater, hvad de er gode til, og hvilke udfordringer de har i forhold til tosprogede elever. Det er en god ide at inddrage SFO’en i drøftelserne.

3. Skolen laver en liste over kompetencer og udfordringer og sender den til den kommunale tovholder sammen med:

  • En prioriteret liste for skolens ønsker til workshoppens indhold.
  • Generelle informationer om skolen i form af udfyldelse af bilag 1 pkt. 1 og 2 i håndbogen ”Hvor trykker skoen?” for hver af skolerne.
  • Forslag til workshopdeltagere fra skole og eventuelt SFO.


4. Kommunens tovholder indkalder skolernes tovholdere til et møde, når alle skoler har indsendt informationerne beskrevet i punkt 3. På mødet drøftes den enkelte skoles behov. På baggrund af drøftelserne laves en samlet prioriteret liste for skolernes ønsker til workshoppens indhold. Ligesom det afklares, hvem fra skolerne og kommunen der deltager i workshoppen.

5. Kommunens tovholder sender en mail til sin kontaktperson i Tosprogs-Taskforcen med følgende informationer:

  • Ønsker for workshoppens indhold.
  • Cirka-tidspunkt for afholdelse.
  • Deltagerliste (navn, titel og fag (hvis lærer), mail, uddannelse/kurser i forhold til dansk som andetsprog).
  • Generelle informationer om skolerne. Det vil sige de informationer, der kan ses i bilag 1 pkt. 1 og 2 i håndbogen ”Hvor trykker skoen?”

 

Det er vigtigt, at denne mail sendes senest en måned, før workshoppen ønskes afholdt, da eksterne oplægsholdere skal bookes i god tid. Hvis kommunen ønsker det, tilbyder Tosprogs-Taskforcen at holde et formøde i Uddannelsestyrelsen med kommunens tovholder og udvalgte skoleledere/lærere.

6. På baggrund af informationerne beskrevet i punkt 5 drøfter og vedtager kommunens tovholder og kontaktpersonen i Tosprogs-Taskforcen endelig dato og program for workshoppen.

7. Kontaktpersonen i Tosprogs-Taskforcen laver udkast til program, som godkendes af kommunens tovholder. Alternativt kan aftales, at kommunen laver programudkast, hvis dette af særlige grunde er mere hensigtsmæssigt.

8. Workshoppen afholdes og evalueres.

9. Workshop-evalueringen drøftes med kontaktpersonen i Tosprogs-Taskforcen.

 

 


 

Senest opdateret 07.09.2011