Baselinemåling, 4. kvartal 2009

Resultaterne af baselinemålingen, der blev foretaget november/ december 2009 i forbindelse med evalueringen af Tosprogs-Taskforcen, foreligger nu. Baselinemålingen rummer en række interessante resultater, både for samarbejdskommunerne samlet set og for hver enkelt samarbejdskommune og samarbejdsskole.

Det overordnede indtryk af baselinemålingen er, at de deltagende skoler allerede har fokus på tosprogsområdet. For eksempel giver flertallet af lærerne udtryk for, at de har fokus på dansk som andetsprog (dsa), når de underviser. Til gengæld arbejder et mindretal af lærerne systematisk med dsa. Eksempelvis inddrages dsa-læreren kun i begrænset omfang, og ganske få lærere opstiller mål for dsa-undervisningen. Næsten alle lærere (98%) er enige i, at det er vigtigt at gøre noget særligt for at sikre, at tosprogedes elevers forældre deltager i skole-hjem samarbejdet. Samtidig vurderer en væsentlig andel af lærerne, at de i ringe grad eller slet ikke er klædt på til opgaven.

De fleste skoleledere på samarbejdsskolerne føler sig godt klædt på til de ledelsesmæssige opgaver på tosprogsområdet. Det stemmer fint overens med, at flertallet af lærerne (81%) er enige eller overvejende enige i, at de arbejder på en skole, hvor skoleledelsen har fokus på at lede en skole med tosprogede elever.

Til gengæld vurderer en betydelig andel af lederne og lærerne, at samarbejdet i kommunen kun i ringe grad eller slet ikke er velfungerende.

Læs mere om resultaterne af baselinemålingen i statusnotatet for 4. kvartal 2009.

Om dataindsamlingen

Dataindsamlingen i forbindelse med baselinemålingen omfatter følgende undersøgelser:

  • En spørgeskemaundersøgelse blandt lærere på skoler, der samarbejder med Tosprogs-Taskforcen. Læs de konkrete spørgsmål i spørgeskemaet til lærerne.
  • En spørgeskemaundersøgelse blandt UU-vejledere i den samarbejdskommune, der har inddraget dem i indsatsen. Læs de konkrete spørgsmål i spørgeskemaet til UU-vejlederne.
  • En spørgeskemaundersøgelse blandt skoleledere på skoler, som taskforcen samarbejder med. Læs de konkrete spørgsmål i spørgeskemaet til skolelederne.
  • Et registreringsskema til skoleledere på de skoler, som taskforcen samarbejder med


Spørgeskemaer og registreringsskemaer er udviklet af EVA og Oxford Research, og er efterfølgende blevet kommenteret af Tosprogs-Taskforcen.

De tre spørgeskemaundersøgelser er gennemført i perioden 12. november – 18. december 2009. Registreringsskemaet til skoleledere blev udsendt 4. december 2009, og undersøgelsen blev endelig lukket primo januar 2010.


Læs mere om evaluator Oxford Research og EVA

Senest opdateret 21.04.2010
Baggrund for evalueringen
Du kan læse mere om baggrund og metoder til evalueringen af Tosprogs-Taskforcens arbejde.