Tilbud om online lektiehjælp til tosprogede elever
Tosprogs-Taskforcen har tidligere skrevet om tilbuddet lektier-online.dk. I de sidste måneder har Lektier Online udvidet lektiehjælperstaben til det nye skoleår. De nye lektiehjælpere har deltaget i forberedende kurser og er nu parate til at give lektiehjælp på lektier-online.dk hver mandag, torsdag og søndag kl. 18-20.
Lektier Online vil gerne være et alternativt tilbud om lektiehjælp til de ældste tosprogede elever i folkeskolen, der ikke længere bruger de traditionelle fysiske lektiecaféer. På lektier-online.dk kan eleverne få lov til at være anonyme, fordi lektiehjælpen foregår elektronisk mellem elev og lektiehjælper via chat og webkamera. Eleverne undgår dermed at skulle udstille deres behov for lektiehjælp, og de kan sidde hjemme foran deres PC og lave lektier på en online platform, der ligner de webtilbud, de unge kender i forvejen.
Lektiehjælpen foregår ved, at eleverne logger sig på sitet hjemmefra på deres computer. De får dernæst personlig kontakt til en lektiehjælper, der sidder klar til at give lektiehjælp i matematik, dansk, engelsk eller ”andre fag” på 7. til 10. klassetrin. Med moderne medier som chat og webkamera skal tjenesten især appellere til drengene. Og det er lige så meget drenge som piger, der logger sig ind på servicen og får hjælp til lektierne på online platformen.
Baggrund og skoletilbud
Lektier-online.dk åbnede i februar 2010 og har allerede hjulpet mange elever med lektierne. Lektiehjælpen er gratis at bruge og blev i første omgang lanceret i to udsatte boligområder i Århus. På baggrund af erfaringerne fra Århus, er Lektier Online nu klar til at udvide servicen, så endnu flere kan få glæde af lektiehjælpen.
I samarbejde med en række skoler er projektteamet bag lektier-online.dk netop i gang med en ”Tour de Lektier Online” rundt til udvalgte skoler flere steder i landet. Her får eleverne vist en demo af lektier-online.dk og bliver introduceret til, hvordan de kommer i gang med at bruge sitet.
- Er din skole interesseret i at få besøg af projektteamet bag lektier-online.dk, så kontakt Eva Mikkelsen (emi@statsbiblioteket.dk) og hør nærmere om mulighederne for en event på din skole.
Læs mere om tilbuddet på lektier-online.dk, og se introduktionsvideoen ”Sådan bruger du lektier-online.dk”.
Senest opdateret 08.05.2012