Linjefag i dansk som andetsprog
Tosprogede folkeskoleelevers faglige udfordringer stiller særlige krav til lærernes undervisningskompetencer. Efteruddannelse i linjefaget dansk som andetsprog (DSA) giver lærere specifik teoretisk og praktisk viden samt værktøjer, der ruster dem til at øge tosprogede elevers faglighed gennem kvalificeret undervisning.
Linjefaget henvender sig til alle lærere, der underviser eller bistår undervisning i folkeskolen og særligt dem, der er i kontakt med tosprogede elever. Faget har som mål, at kursisterne skal erhverve sig viden om og indsigt i, hvordan tosprogede elever tilegner sig dansk som andetsprog, og hvordan dansk som andetsprog udgør en læringsforudsætning for denne gruppe elever, samt en indsigt i forskningsområdet dansk som andetsprog.
Hvad indebærer linjefag i DSA?
Faget sætter kursisten i stand til at begrunde, planlægge, gennemføre og evaluere undervisning i dansk som andetsprog. Det sker som følge af fagets centrale fokusområder, der bl.a. tæller sprog og sprogbrug, andetsprogstilegnelse og tosprogethed, samt andetsprogspædagogik.
Linjefag i DSA kan tages uanset om læreren har sine kernekompetencer indenfor dansk, matematik, engelsk eller andet. Med linjefaget bliver fagligheden omkring tosprogede børn spredt ud i alle fag til gavn for de tosprogede elever. På denne vis bidrager efteruddannelsen til, at DSA bliver en dimension i alle fag.
Mange muligheder med DSA som linjefag
Mulighederne for at anvende sine faglige kompetencer er mange som lærer med linjefag i DSA. Efter endt uddannelse er læreren opkvalificeret til at varetage særligt tilrettelagt undervisning i DSA. Derudover kan læreren samarbejde omkring andre traditionelle fag med henblik på at inddrage et andetsprogsperspektiv i fagene. En lærer med kompetencer i DSA vil kunne sætte ind med sit fag ud fra elevernes individuelle behov, præcis når der er brug for det.
Med linjefag i DSA kan læreren også fungere som ressourcelærer på skolerne og være den, der er opdateret omkring pædagogiske nyudviklinger, efteruddannelseskurser, konferencer, nye (og gamle) undervisningsmaterialer osv. En person de andre lærere og ledelsen kan bruge som eksperten inden for området, naturligvis i tæt samarbejde med erfarne lærere.
Hvor og hvordan?
Efteruddannelse i DSA som linjefag bliver bl.a. udbudt af VIA University College og Professionshøjskolerne i Danmark. Faget kan følges enten med seminariestuderende eller på selvstændige efteruddannelseshold for kursister. Der er normalt opstart I september, mens ansøgningsfristen kan ligge fra marts/april måned og frem til kursusstart.
Linjefaget i DSA kan også følges som netbaseret fjernstudie på bl.a. UCsyd, hvis man fx på grund af arbejde finder det mere praktisk og fleksibelt.
Læs mere om linjefag i DSA og optagelsesbetingelser på Uddannelsesguiden og om mulighederne for fjernstudie på UCsyds hjemmeside.
Senest opdateret 26.10.2010
Foruden muligheden for at følge efteruddannelsen på hold med seminariestuderende, eller på hold kun med andre kursister, kan linjefaget i DSA læses som fjernstudie på bl.a. UCsyd.
Læs mere.