Pædagogisk dag om dansk som andetsprog

Dansk som andetsprog skal være en dimension i alle fag – uanset om det er dansk, matematik eller idræt. Det fremgår af faghæfterne 2009. Alle folkeskolelærere, der har tosprogede elever i klassen, skal således have fokus på sproget i undervisningen.


På en pædagogisk dag kan skolens lærere få en basal introduktion til, hvordan man tænker dansk som andetsprog ind i undervisningen. Her bliver der sat fokus på, hvilke værktøjer, man kan tage i brug for at inddrage de tosprogede og sikre sig, at deres forståelse af undervisningen bliver lige så god som for de etsprogede børn.

Pædagogiske dage afholdes typisk af oplægsholdere fra blandt andre VIA University College, der i oplægsform kommer med en række konkrete råd til, hvordan man bruger fx visualiseringsteknikker, gruppearbejde, begrebsforklaringer og associationsøvelser. En af dem, der laver kurser i at forstå og arbejde med dansk som andetsprog i undervisningen er Kitte Søndergård Kristensen fra VIA.

Når hun holder pædagogisk dag handler det for hende i høj grad om at anskueliggøre, hvad det er for udfordringer, de tosprogede helt konkret har i løbet af en undervisningsdag. Derfor holder hun fx en del af sit oplæg på tysk og beder deltagerne om kun at tale tysk. Ganske enkelt for at deltagerne kan prøve, hvordan den er at blive undervist på et sprog, hvor der er ord, man ikke forstår.

”Tosprogede opfattes ofte som fagligt svagere end de dansksprogede elever, fordi de måske ikke i så høj grad deltager i undervisningen. Men faktum er: du kan kun sige det, du rent faktisk har ord for. Så selv, hvis man forstår noget, så er det ikke sikkert, at man kan finde de korrekte ord - eller måske reagerer man bare langsommere, fordi det tager tid at hente ordene frem,” siger Kitte Søndergaard Kristensen
 
På en pædagogisk dag får man på den måde indblik i en tosproget undervisningshverdag samt inspiration til, hvordan man kan gøre det lettere for de tosprogede at forstå undervisningens indhold og udtrykke sig fagligt.

I løbet af det kommende år afholdes der pædagogiske dage på skolerne rundt om i Tosprogs-Taskforcens fem samarbejdskommuner. Andre skoler, som er interesseret i at afholde pædagogiske dage kan kontakte VIA University College eller Tosprogs-Taskforcen.


 

Senest opdateret 26.10.2010
Pædagogisk dag i Tårnby
Læs om en pædagogisk dag på Nordregårdsskolen i Tårnby, hvor lærerne lærte om tosprogethed på egen krop.