Begreber på tosprogsområdet

Dansk som andetsprog:
Betegnelsen dansk som andetsprog dækker over, at barnets tilegnelse af dansk almindeligvis begynder efter tilegnelsen af modersmålet. Der er således tale om en rækkefølge og ikke en rangorden.
Andetsproget er et sprog, barnet lærer i kontakt med det samfund, hvor det er majoritetssproget, dvs. dansk i Danmark. Andetsprog er nødvendigt for at kunne klare hverdagens forskellige kommunikative behov. Et andetsprog er ikke nødvendigvis barnets andet sprog. Det kan være barnets tredje eller fjerde sprog.
Derudover er Dansk som andetsprog er et fagområde, som både omfatter den undervisning, der finder sted i forbindelse med klassens undervisning i fagene og den undervisning, som gives særskilt for de tosprogede elever.
("Organisering af undervisningen af tosprogede elever – en vejledning" s. 17. Undervisningsministeriets håndbogsserie nr. 3 - 2007)

Dansk som andetsprogslærer:
En lærer, som er uddannet til, og varetager undervisningen af elever, som har dansk som deres andetsprog.

Fremmedsprog:
Fremmedsprog læres/anvendes hovedsageligt gennem undervisning uden for det land, hvor sproget tales som modersmål. Eksempelvis engelsk, der læres i skolen i Danmark som et fremmedsprog. Fremmedsproget læres især med henblik på senere brug, for eksempel videreuddannelse, erhverv og rejser, mens andetsproget er det omgivende samfunds sprog og dermed en nødvendighed og et vigtigt redskab for selve integrationen.
("Organisering af undervisning af tosprogede elever – en vejledning" s. 17. Undervisningsministeriets håndbogsserie nr. 3 - 2007)

Førfaglige ord
Førfaglige ord er ikke en fast gruppe af ord, men det ordforråd, som det er nødvendigt, at eleven kender for at kunne arbejde tilfredsstillende med fagordene. Ordene er ikke selv fagord, men lægger sig op ad den faglige terminologi i faget. De førfaglige ord forklarer eller anvender den faglige terminologi. Førfaglige udtryk er et ordforråd inden for hvert fag, dog med mulighed for overlap, som eleven skal have for at kunne arbejde med fagets fagord.

”Spalter” og ”nedbryder” i følgende sætning er eksempler på førfaglige udtryk: ”Enzymerne spalter og nedbryder maden.” Enzym er et fagord hentet fra biologitimen. ”Spalter” og ”nedbryder” er de førfaglige udtryk, der knytter sig til fagordet og forklarer og anvender det. Et andet eksempel er ”bøjes” i sætningen: ”Verberne skal bøjes i alle tempusformer.” Her er ”verber” og ”tempusformer” fagord, som bruges i sprogfagene, mens ”bøjes” er det førfaglige udtryk som anvendes.

Førfaglige ord fremmer forståelsen
Eleven skal kende de førfaglige ord for at forstå meningen med sætningerne. Hvis læreren antager, at eleverne kender de førfaglige udtryk, og de ikke gør det, vil det gå ud over elevernes læring. De vil ikke være i stand til at forstå undervisningen. Derfor er det vigtigt, at læreren i sin undervisning ikke udelukkende har fokus på de nye fagord, som eleverne skal lære. Læreren skal også undervise i de førfaglige ord, som knytter sig til.

Gimbel, Jørgen (1998): s. 95-112 ”Tosprogede elevers ordforråd.” In: Møller Janus et al. (ed.). ”Tosproget udvikling.” Københavnerstudier i Tosprogethed K4. København: Danmarks Lærerhøjskole.
Laursen, Pia Helle (2008): “Sproget med i alle fag– andetsprog og didaktik i folkeskolen.” Undervisningsministeriet temahæfteserie nr. 3 173,44


Interkulturel undervisning/kompetence:
Når det gælder den interkulturelle undervisning, forklarer Karen Risager dette begreb på følgende måde: ”Interkulturel kompetence handler om åbenhed over for forskelle og om viden om deres historiske kontekst. Allermest handler det måske om at kunne sætte sig i ind i, hvordan verden kan se ud med andre menneskers øjne, og det kræver både overskud og øvelse.”
Iben Jensen beskriver begrebet interkulturel kompetence som en: ”bevidsthed om, hvordan og hvornår man skal være opmærksom på, at kultur spiller ind på menneskers handlen”.
(Karen Risager, Studieleder for Kultur- og sprogmøde studier fra RUC, Sprogforum nr. 18, forordet., 2000 og ”Når mennesker mødes…Idekatalog til interkulturel undervisning”, 2003. Iben Jensen, ”Det nationale kompetenceregnskab, dokumentationsrapport", 2002 og Sprog og integration, juni 2003)

Kontaktlærer:
Se tosprogs-koordinator og tosprogs-team.

Intersprog/mellemsprog:
Et intersprog/mellemsprog er et sprog, som befinder sig mellem den tosprogedes modersmål og andetsproget. Intersproget er elevens eget sprog, det vil sige det sprog, eleven efterhånden opbygger i den sproglige læringsproces. Det er helt naturligt, at intersproget er fejlfyldt. Som nybegynder er det naturligt at bøje et uregelmæssigt verbum efter de regelmæssige verbers mønster eller at lave sætninger med verbet i infinitiv.
Intersproget er altså et sprog, som minder lidt om modersmålet og et ikke fuldt udviklet dansk. F.eks. siger en del arabisktalende børn: "jeg ikke var i skole i går". Her placerer de ordet ligesom på deres eget modersmål, hvor det hedder:

Anâ ma kunto filmadrasati ams (Jeg ikke var i skole i går).

På dansk hedder sætningen: "Jeg var ikke i skole i går". Eksemplet ovenfor viser, at den tosprogede arabiske elev overfører sin sætningsbygning fra sit eget modersmål til dansk. Sætningen bliver ikke uforståelig, men er et tegn på, at eleven bruger et intersprog/mellemsprog. Det er der intet underligt i. I stedet for at fokusere på fejlene som fejl, bør man betragte dem som udtryk for, at eleven er i gang med en læringsproces. Eleven lærer ord og grammatiske regler og prøver det af på omverdenen. Man kan sammenligne intersproget med en skala, man bevæger sig op ad skridt for skridt. Alle, der har lært sig et andetsprog eller fremmedsprog, befinder sig på et eller andet trin på intersprogsskalaen. De øvede befinder sig naturligvis højere oppe end nybegynderne, men kun de, der har sproget som modersmål, befinder sig øverst oppe. Det grammatiske system i intersproget/mellemsproget er forskelligt fra barn til barn. Hver elev danner sit eget regelsæt.
(Studier i dansk som andetsprog s. 38, Anne Holmen og Karen Lund)

Modersmål:
Et modersmål er det sprog, et barn tilegner sig i hjemmet i omgangen med forældrene eller andre centrale personer i de første leveår. Hvis forældrene taler hver sit sprog, får barnet altså to modersmål. Modersmålet er således det eller de sprog, barnet først møder og dermed forbinder sine første centrale erfaringer med og det sprog, barnet har lært først. Derfor kaldes det barnets første sprog.   
(Undervisningsvejledning for faget modersmålsundervisning)

Modtagelsesklasse:
Modtagelsesklasser er for nytilkomne tosprogede elever, som ved optagelse i skolen ikke har sproglige forudsætninger for at kunne deltage i den almindelige klasseundervisning med rimeligt udbytte. Eleven skal derfor modtage basisundervisning i dansk som andetsprog i en modtagelsesklasse.
Modtagelsesklasser kan have op til tolv elever, og spændet mellem eleverne må højst være tre klassetrin.
Basisundervisningen kan optage en væsentlig del af elevernes undervisningstid i op til to år. Det er fastsat i bekendtgørelsens § 4, stk. 6, at et ophold i modtagelsesklasse ikke kan overstige to år. Når en elev henvises til undervisning i en modtagelsesklasse, skal der samtidig afsættes en plads til eleven i en almindelig klasse på samme skole og etableres et tilhørsforhold til denne klasse.                                                                                                  
Undervisningen i modtagelsesklasser må blandt andet gennem valget af undervisningsmaterialer og emner tilrettelægges således, at den kan fremme elevernes udvikling for forskellige fagområder. Herudover fremmes elevernes kendskab til folkeskolens fag ved, at eleverne efterhånden deltager i timer i den almindelige klasse.
For elever, som ankommer til Danmark efter de er fyldt 14 år, kan der i kommuner, hvor der findes et tilstrækkeligt antal af disse elever, oprettes udvidede modtagelsesklasser for 8. til 10. klassetrin.
("Organisering af undervisningen af tosprogede elever – en vejledning" s. 48. Undervisningsministeriets håndbogsserie nr. 3 - 2007)

Ressourcelærer:
Se tosprogs-koordinator og tosprogs-team

Sprogcenter: (Se også tosprogs-team)
Ordninger, hvor der tildeles et team af lærere et antal årlige timer til supplerende undervisning i dansk som andetsprog, kaldes ofte et sprogcenter. Der tillægges typisk centret et lokale med relevante undervisningsmaterialer, således at holdundervisningen placeres her. Sprogcentrets ressourcer kan også omfatte fortsat undervisning i dansk som andetsprog efter bekendtgørelsens § 6, herunder etablering af forløb, hvor der sættes særligt fokus på sprogtilegnelsen for grupper af tosprogede elever.
("Organisering af folkeskolens undervisning af tosprogede elever – en vejledning" s. 38. Undervisningsministeriets håndbogsserie nr. 3 - 2007) 

Sprogcenterlærer:
De lærere, som har timer i skolens sprogcenter, kaldes ofte sprogcenterlærere. De udgør tilsammen skolens sprogcenter-team eller tosprogs-team (se også disse). Udover den supplerende undervisning i sprogcentret kan sprogcenterlæreren gå ud i klassen og give støtte her. Hvis undervisningen gives i klassen som en tolærerordning, er det vigtigt, at lærerne på forhånd har gjort sig klart, hvordan andetsprogsundervisningen skal praktiseres, så eleverne få en målrettet undervisning i dansk som andetsprog.

Det er en fordel, hvis de involverede lærere har forholdsvis mange timer i centret. Herved opnås mulighed for en fleksibel udnyttelse af ressourcerne til de tosprogede elever. Lærerne i sprogstøttecentret kan ud over selve undervisningen være rådgivende og informerende over for det øvrige personale på skolen vedrørende dansk som andetsprog i alle faglige og sociale aktiviteter på alle klassetrin.
("Organisering af folkeskolens undervisning af tosprogede elever – en vejledning" s. 38. Undervisningsministeriets håndbogsserie nr. 3 - 2007)

Tosprogede børn:
Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk (Folkeskoleloven §.4a, stk. 2).
Betegnelsen tosprogede børn svarer til de betegnelser, andre lande har valgt at bruge. Ved en lovændring i 1996 blev den hidtidige betegnelse "fremmedsprogede elever" erstattet af "tosprogede elever" for dermed at bringe sprogbrugen i overenstemmelse med almindeligt anvendt national og international fagterminologi.
Denne definition dækker over børn, som i deres opvækst har behov for og møder to eller flere sprog uanset den aktuelle beherskelse af disse sprog. Betegnelsen dækker således både børn, som reelt kun taler ét andet modersmål end dansk, og børn, som mestrer flere sprog, herunder dansk som andetsprog. ("Organisering af undervisningen af tosprogede elever – en vejledning" s. 11. Undervisningsministeriets håndbogsserie nr. 3 - 2007)
Betegnelsen ”tosproget” anvendes også på børn og unge, som endnu ikke har lært dansk, fx nyankomne børn og unge, som skal påbegynde undervisning i modtagelsesklasser.

Tosprogethed (bilingualisme):
Når et barn/en person i sin hverdag har brug for og anvender mere end et sprog, kaldes barnet/personen tosproget. Dette er en funktionel definition, som fokuserer på, hvilken funktion tosprogetheden spiller og ikke graden af beherskelse, tidspunkt for indlæring, holdning til sprogene, eller om man eventuelt bruger flere end to sprog.
(”Sprogtilegnelse. Et sprog - flere sprog”. Undervisningsministeriets "Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn" 1997).

Simultan tosprogethed:
Når et barn vokser op med to sprog, enten fordi forældrene taler hvert sit sprog i hjemmet, eller fordi barnet tidligt møder og har et nært forhold til andetsproget, kaldes det simultan tosprogethed.
(”Sprogtilegnelse. Et sprog - flere sprog”. Undervisningsministeriets "Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn" 1997).

Successiv tosprogethed:
Hvis et barn kun taler modersmål i hjemmet og først møder andetsprog senere, er der tale om successiv tosprogethed.
(”Sprogtilegnelse. Et sprog - flere sprog”. Undervisningsministeriets "Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn" 1997).

Tosproget lærer:
En lærer som har dansk som sit andetsprog og derfor taler to eller flere sprog.

Tosprogskonsulent:
Nogle kommuner har ansat konsulenter, der blandt andet har ansvar for undervisningen af tosprogede elever i skolen. Konsulentens funktioner og arbejdsopgaver varierer meget fra kommune til kommune. Nogle steder er det konsulenten, der visiterer og sprogscreener alle tosprogede elever. Andre steder står konsulenten for den overordnede koordinering og hjælper med at udarbejder politikker, strategier og mål både i forhold til skoler, forvaltning og det politiske niveau.

Tosprogs-koordinator:
Mange skoler har udnævnt en tosprogs-koordinator til at varetage koordinationen af undervisningen i dansk som andetsprog på skolen. Tosprogs-koordinatoren kan have forskelligartede opgaver afhængig af skolens størrelse, antal tosprogede elever på skolen, samt skolens måde at organisere undervisningen generelt. På mindre skoler med få tosprogede elever varetager tosprogs-koordinatoren ud over undervisning i dansk som andetsprog f.eks. sprogscreening af de tosprogede elever, eventuelt visitering, formidling af viden til kollegaer og ledelse. På større skoler med mange tosprogede elever varetager tosprogs-koordinatoren f.eks. mødeledelse af tosprogsteamet, udarbejdelse af samlet årsplan for dansk som andetsprog samt timefordeling af timer til særlig tilrettelagt undervisning, rådgivning og vejledning til ledelse og kolleger, samt kontakten udadtil, f.eks. til kommunen. Tosprogskoordinatorfunktionen går under forskellige navne som f.eks. kontaktlærer, ressourcelærer, fyrtårn, tosprogskoordinator.

Tosprogs-team:
Mange skoler og kommuner har valgt at oprette et tosprogs-team, der varetager særlige opgaver omkring undervisning af tosprogede elever på den enkelte skole. I tosprogs-teamet er der ansat lærere og pædagoger med særlig uddannelse i dansk som andetsprog. Det er tosprogsteamet, der varetager den særlige undervisning i dansk som andetsprog. Det er også ofte tosprogs-teamet med en tosprogs-koordinator i spidsen, der fordeler skolens penge og timer til dansk som andetsprog i samarbejde med skolens ledelse. Ligeledes er det ofte tosprogsteamet, der står for den løbende sprogscreening af tosprogede elever på skolen. Nogle skoler kalder denne funktion for et sprogcenter. I disse tilfælde vil teamet af de særligt uddannede lærere og pædagoger ofte også have et fysisk lokale tilknyttet.