Dansk som andetsprog
De fleste har sværere ved at forstå og tale andre sprog end deres modersmål. Derfor er det også en særlig udfordring for elever, som ikke har dansk som modersmål, at følge folkeskolens almindelige undervisning. Undervisning i dansk som andetsprog hjælper de tosprogede med at udvikle deres danske sprog.
Fokus på sproget i alle fag
Undervisningen i dansk som andetsprog har størst effekt, når den bliver tænkt ind i alle fag i klassen. Fokus på sprog på tværs af fag er derfor en vigtig retningslinje i Undervisningsministeriets Fælles Mål 2009 - Dansk som andetsprog. For at løse en opgave i matematik har tosprogede elever for eksempel også brug for at forstå de matematiske begreber og teksten omkring dem.
Skolerådet: "Der er alt for få lærere med de nødvendige kompetencer til at undervise elever med dansk som andetsprog i folkeskolen".
Pædagogiske opmærksomhedspunkter
Alle skoler skal vurdere tosprogede elevers forudsætninger og organisere undervisningen i dansk som andetsprog, så den matcher den enkelte elevs behov. Tosprogs-Taskforcen har samlet en række vurderingsmaterialer til inspiration. I planlægningen af undervisningen er det vigtigt at have fokus på elevens forforståelse og sproglige udgangspunkt. I selve timerne er det også afgørende, at lærerne blandt andet:
- Forklarer ord, emner og aktiviteter, der rækker ud over de tosprogede elevers forudsætninger.
- Motiverer eleven til at bruge og dermed udvikle sit danske sprog – uanset om ord og grammatik er korrekt eller ej.
- Inddrager viden, perspektiv og erfaringer fra flere kulturer i såkaldt interkulturel undervisning.
Behov for efteruddannelse
Alle lærere og pædagoger på skolen skal kunne fungere som sproglærere for de tosprogede. Formandskabet for Skolerådet peger på, at folkeskolen har brug for at efteruddanne lærere i dansk som andetsprog. Otte ud af ti lærere er nemlig hverken uddannet eller efteruddannet i faget, selvom de faktisk underviser tosprogede elever. Det viser en evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut fra 2007.
Lærerne føler sig ofte magtesløse over for opgaven, og deres erfaring med tosprogede kan ikke erstatte behovet for efteruddannelse. Evalueringen anbefaler derfor, at kommunerne sikrer sig, at både ledere og lærere bliver bedre til at planlægge og undervise tosprogede elever.
Senest opdateret 14.07.2010
"Hvis eleverne skal have det maksimale ud af undervisningen i dansk som andetsprog, så kræver det et godt og tæt samarbejde mellem faglærere og lærere i dansk som andetsprog", forklarer Anne Berglund, tidligere skoleleder på Skolen ved Gurrevej i Helsingør.
Læs interview med
tre erfarne skoleledere.

Der fremgår en række mål og trinmål for undervisningen af tosprogede af retningslinjerne i Undervisningsministeriets faghæfte
Fælles Mål 2009 - Dansk som andetsprog.Lærere af tosprogede elever kan blandt andet bruge Fælles Mål 2009 til at sætte mål for undervisningen, få inspiration til at tilrettelægge og planlægge sin undervisning, udarbejde elevplaner samt hente ideer til materialer.