Kommuner skal satse på at løfte tosprogede

Kommunerne skal satse benhårdt på et fagligt løft af de tosprogede. Det kræver faglige netværk, tillid til skolelederne og flere penge. Tre skoleledere fra tre skoler med mange tosprogede fortæller her, hvad de har brug for fra deres kommuner, når en kommunal strategi og politik skal fastlægges.

Sats på tosprogsområdet, send flere penge og stol på os. Cirka sådan lyder beskeden fra skolelederne, når man spørger dem, hvad de har brug for fra kommunerne for at gøre deres arbejde med tosprogede elever bedre.

”Jeg bliver nødt til at sige det: Der er brug for flere ressourcer, hvis det skal lykkes. Når man ikke vil investere i de her børn, så får man heller ikke udbyttet,” siger Anne Berglund, der tidligere var skoleleder på Skolen ved Gurrevej i Helsingør. Her er det sådan, at en tosproget elev, der forstår en fjerdedel af, hvad der foregår i undervisningen, maksimalt kan få tildelt 40 timer i dansk som andetsprog om året.

”Det er katastrofalt dårligt. Det svarer til én time om ugen pr. elev i dansk som andetsprog. Man prøver at kompensere for det på skolen ved at samle eleverne i mindre hold. Men det er et kæmpe puslespil, for man kan ikke tage fire elever ud af fire forskellige fag og så lave et fælles forløb,” siger Anne Berglund.

Tro på os

Lise W. Egholm er skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro bakker op om pointen. For hende betyder tillid fra kommunen også meget.

”Jeg er optaget af at lave skole, og jo friere hænder, jeg kan få af min forvaltning, jo bedre – og det får jeg. Det er ikke fordi, jeg er bange for kontrol, for selvfølgelig skal vi måles på, hvor gode vi er. Vi holder for eksempel meget øje med elevernes faglige niveau, som vi skal have løftet. Men en forvaltning skal have tillid til sine skoleledere, og skal i øvrigt udnævne nogle skoleledere der tør noget. Drop de pæne piger og de slatne drenge,” opfordrer Lise W. Egholm.

Hver tirsdag mødes hun med alle de andre skoleledere på Nørrebro i et kommunalt netværk, hvor forvaltningschefen også tit er med. Her deler de viden og får talt en masse fælles udfordringer igennem. Hun fremhæver de kommunale netværk for de forskellige faggrupper som rigtigt gode.

Fordele eller ej?

På Rådmandsgades Skole er der over 70 procent tosprogede elever. I nogle kommuner vælger man at sprede de tosprogede elever, så man undgår ”ghettoskoler”. Lise W. Egholm er ambivalent:

”Vi burde ikke have skoler i København med over 50 procent tosprogede – det viser for eksempel PISA Etnisk-undersøgelsen. Så selvom jeg mener, at min skole er virkelig god og er specialister på området, så kan jeg jo godt se, hvad man får bedst danskkundskaber ud af. Et andet element er, at de fleste tosprogede forældre jo virkelig ønsker, at deres børn skal gå i skole med danske børn,” siger Egholm. I skoleåret 2009/10 er der fire børnehaveklasser på hendes skole – to af klasserne har udelukkende tosprogede elever.

Jens Raahauge, der er skoleleder på Holmegårdsskolen i Kokkedal mener, at kommunerne skal gribe fat et helt andet sted, når det handler om spredning og fordeling af tosprogede elever - nemlig i boligpolitikken.

”Skolepolitikken er styret af boligpolitikken. Det er boligområdernes karakter, placering og sammensætning, der former skolerne og de udfordringer, skolerne har. Det prøver man så at lappe på ved at gøre fem-årige tosprogede børn til pendlere. Det er uværdigt, og det passer ikke sammen med, at vi fortæller dem, at vi er et samfund, der har brug for dem,” mener han.

Af journalist Signe Eriksen Tonsberg