Litteraturliste
Sprogscreening
Vis, hvad du kan
Undervisningsministeriet: ”Vis, hvad du kan”. Undervisningsministeriet, 2007.
Beskrivelse
”Vis, hvad du kan” indeholder en vejledning og materialer til brug ved sprogscreening. Screeningen omfatter: samtalekompetence, fortællekompetence, lytteforståelse, ordforråd og læseforståelse. Til hver delkompetence findes et scoringsskema og et udviklingsskema, der i fire trin beskriver norm-elevens beherskelse af sproget: begynder, usikker sprogbruger, ”på-vej”- sprogbruger og sikker sprogbruger. Registreringerne afsluttes med et opsamlingsark samt et skema til sammenfatning og anbefalinger. Desuden omfatter materialet et registreringsark til oplysninger om barnet og dets baggrund.
I materialet indgår sprogscreening af lytteforståelse, samtalekompetence, fortællekompetence, ordforråd og læseforståelse. Fokus er på barnets mundtlige kompetencer, og materialet omfatter derfor ikke sprogscreening af barnets kompetence skriftsproglige kompetence.
Anvendelse
”Vis, hvad du kan” er rettet mod sprogscreening af tosprogede børn i følgende grupper: småbørn (tre til fire år), skolestartere (fem til seks år), skolebegyndere og skoleskiftere i indskolingen (børnehaveklasse til 2. kl.) samt skoleskiftere (3. til 10. kl.).
Sprogscreeningerne foretages af en sagkyndig, altså en person med særlig viden om den pågældende aldersgruppe samt om tosprogede børns sprogudvikling. Det kan fx være en talepædagog med erfaring inden for andetsprogstilegnelse og sprogscreening af tosprogede børn, en konsulent for tosprogede, en sprogcenterlærer, en modtagelsesklasselærer eller en lærer/pædagog med erfaring i at sprogscreene to-sprogede børn.
Materialet er beregnet til at vurdere tosprogede elevers samlede sproglige kompetence på dansk. Vurderingen afsluttes med en vurdering af barnets behov for sprogstimulering eller undervisning i dansk som andetsprog. Med ”Vis, hvad du kan” er også muligt at vurdere, hvilket omfang og hvilken varighed, indsatsen fremover bør have.
Du har ik’ spørt appelsin
Bente Bundgaard med flere: "Du har ik’ spørt appelsin". Haase, 2001.
Beskrivelse
”Du har ik’ spørt appelsin” bruges til at vurdere barnets kommunikative strategier. Det indeholder en række opgaveark med dertil hørende vurderingsark. Der indgår tre opgaveark til iagttagelse af det receptive sprog og fem ark til det produktive sprog, som blandt andet kan bruges i forbindelse med båndoptagelse af fortælling af en billedsekvens og genfortælling af et eventyr. Endelig indeholder materialet to skemaer, hvorpå den sagkyndige kan sammenfatte barnets sproglige udvikling på henholdsvis andetsproget og modersmålet og et skema til iagttagelser af barnet i legesituationer.
I materialet indgår en vejledning til brug i arbejdet med selve vurderingssituationen og til andetsprogs-tilegnelse generelt. Desuden omfatter materialet ideer til sprogstimulerende aktiviteter.
Anvendelse
Materialet er beregnet til vurdering af dansk som andetsprog hos fem- til syvårige børn, men kan også bruges til at vurdere elevens kompetencer på modersmålet somali, tyrkisk, urdu eller arabisk. Det er muligt at anvende materialet uafhængigt af dagligdagen, dvs. at vurderingen kan tage hensyn til, at sproget produceres i en ”prøvesituation”, der kan være fremmed for barnet.
Pædagoger, lærere, tosprogskonsulenter og tale-hørepædagoger kan bruge ”Du har ik’ spørt appelsin”..
Medina
Mette Isager: "Medina". Specialpædagogisk Forlag, 1997.
Beskrivelse
”Medina” består af otte skemaer, der vedrører barnets initiativ til samtale, forståelse, udtale, ordforråd, bøjningsformer, syntaks, fluency og ekspressive sprog. Pædagogen/læreren kan registrere barnets andetsprogsudvikling inden for disse områder i fem kategorier. I ”Medina” indgår pædagoger og læreres iagttagelser og indsamling af sprog fra hverdagen i vurderingen at børnenes sproglige udvikling. Desuden indeholder materialet en gennemgang af mellemsprogsudvikling samt cases om sprogscreening af børn
Anvendelse
Materialet er beregnet til at vurdere tre- til seksåriges børns andetsprogsudvikling, men kan også bruges til vurdering af børns sproglige kompetencer på modersmålet. Materialet kan anvendes i hele skoleforløbet, selv om det oprindeligt er tiltænkt førskolealderen. Materialet indeholder ikke en vurdering af skriftsprogsudviklingen og læseforståelsen samt de kommunikative strategier.
Senest opdateret 09.09.2009