Lovgivning om tolke
Grundlaget for offentlige myndigheders brug af tolk kan findes forskellige steder, men væsentligst er forvaltningslovens § 7, som siger, at forvaltningsmyndighederne må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne.
I vejledning om lov om retssikkerhed og administration står der:
Hvis borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap, er det en følge af denne vejledningspligt, at myndighederne normalt bør skaffe den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte afgørelser og skriftligt materiale i fornødent omfang.
Efter omstændighederne må myndighederne derfor om fornødent stille tolkebistand til rådighed, fx på møder hvor barnets udvikling sættes på dagsordenen, hvor tilbud om sprogstimulering skal gives, og hvor evaluering af barnets tilegnelsesproces tages op. Det er i disse tilfælde nødvendigt, at forældrene kan medvirke i samtalen og forstå indholdet af denne.
Senest opdateret 31.08.2009