Nye værktøjer til skole-hjem-samarbejdet
Hvordan sikrer man som lærer aktiv inddragelse af de tosprogede forældre til forældremødet? Start mødet med at bede forældrene hilse på hinanden og afstemme forventningerne til mødet, lyder et af de konkrete forslag i en ny værktøjskasse til planlægning af forældremødet.
Værktøjskassen til planlægning af forældremødet er en af tre nye værktøjskasser, hvor lærere kan hente gode råd og konkrete værktøjer til planlægning af skole-hjem-samarbejdet. Værktøjskasserne kan bruges i alle typer skole-hjem-samarbejde, men materialet har særligt fokus på de tosprogede familier.
Tosprogs-Taskforcen afholdt i december måned et præsentationsmøde, hvor deltagere fra blandt andet Tosprogs-Taskforcens samarbejdsskoler, Skole og Samfund, DPU og Danmarks Lærerforening blev præsenteret for de nye praksisorienterede værktøjskasser.
Mette Wybrandt fra Amondo holdt oplæg
om indholdet i værktøjskasserne
Brugbare værktøjer
Børnehaveklasseleder Majbritt Petersen fra Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg var mødt op til præsentationsmødet for at høre mere om indholdet i værktøjskasserne.
”Vi tænker i forvejen meget i, hvordan vi kan få de tosprogede integreret fra starten, og her er det rart med noget inspiration. Det er godt, at værktøjskasserne lægger op til refleksion, og at både klassen som helhed og det enkelte barn er i fokus,” siger hun.
På Skolen ved Bülowsvej glæder man sig til at afprøve værktøjskasserne i praksis. På skolen har man allerede haft gode erfaringer med at afholde forældresamtaler med kommende børnehaveklasseforældre, hvor forældrene opfordres til at fortælle om barnet, så læreren kender de enkelte børn bedst muligt før skolestarten. For at sikre en god skolestart afholder lærerne også forældremøder, hvor forældrene selv formulerer retningslinjer for eksempelvis afholdelse af fødselsdage og legegrupper uden for skoletiden. Og her er det vigtigt at få alle forældrene med, fortæller Majbritt Petersen:
”Der er ofte forældre, som er tøvende i starten. Nogle tosprogede forældre har måske en anden forventning til skolens rolle end forældre, som selv har gået i dansk skole, og derfor er det vigtigt at få startet en god dialog på forældremøderne. Forældre til børn med ældre søskende har ofte nogle erfaringer, som de andre forældre kan have glæde af. Her tror jeg, at nogle af værktøjerne vil være brugbare til at få gang i dialogen”.
Deltagerne diskuterede, hvordan
værktøjskasserne kan bruges i praksis
Lægger op til refleksion
Netop dialogen med forældrene er i fokus i værktøjskasserne, og arbejdet med værktøjskassen skal naturligvis tilpasses forældregruppen, fortæller Mette Wybrandt fra Amondo, som sammen med Line Holst Jensen fra Azena har udviklet værktøjskasserne.
”Værktøjerne er 100 procent praksisrettede og guider lærerne igennem planlægningen af skole-hjem-samarbejdet med udgangspunkt i konkrete situationer. Men arbejdet med værktøjerne lægger også op til en refleksionsproces i teamet og hos den enkelte lærer. Et overordnet mål er at tydeliggøre formålet med skole-hjem-samarbejdet for de tosprogede forældre og at give lærerne mulighed for bedre at forstå de tosprogede forældres udgangspunkt, og det de som lærere kan gøre i den forbindelse,” supplerer Line Holst Jensen fra AZENA.
De tre værktøjskasser er udviklet af AZENA og Amondo i samarbejde med fem pilotskoler i Slagelse og Albertslund og med økonomisk støtte fra Integrationsministeriet. Værktøjskasserne guider lærerne igennem planlægningen af henholdsvis skole-hjem-samtalen/hjemmebesøget, forældremødet og et teammødet om skole-hjem-samarbejdet med fokus på de tosprogede elever. Læs mere om indholdet i værktøjskasserne
Den endelige version af værktøjskasserne produceres af Integrationsministeriet i 500 eksemplarer, og der vil være en digital version tilgængelig online i starten af 2010. Tosprogs-Taskforcen skal det næste halve år i samarbejde med Integrationsministeriet og Amondo og AZENA udvikle yderligere to værktøjskasser til henholdsvis forældreinddragelse og skoleledelse i forhold til skole-hjem-samarbejdet.
Senest opdateret 22.11.2011