27-09-2011

Skolen er for alle – og forældrene er en ressource

Skole-hjemsamarbejde: Et godt skole-hjemsamarbejde påvirker eleverne i en positiv retning. Et udsagn alle skoler kan svare ja til. På Humlehøjskolen i Sønderborg måtte man imidlertid sande, at de eksisterende indsatser omkring samarbejde ikke havde det ønskede resultat. Samarbejdet begrænsede sig til skole-hjem-samtalerne om den enkelte elev, forældrenes deltagelse i skolens årlige skolefest samt til indskolingen, hvor nogle få familier deltog i klassernes sociale arrangementer. Noget skulle der gøres. Skolen satte derfor særligt fokus på skole-hjem-samarbejdet og formulerede fire mål:

Fire mål for skole-hjem-samarbejde

• Tosprogede forældre skal kunne deltage på lige fod med etnisk danske (herefter etsprogede) i   alle arrangementer på skolen.
• Skolen skal være et sted, hvor forældrene kommer, fordi de ønsker det, og fordi de føler, de kan bruge skolen.
• Skolen skal ikke kun være et sted, forældrene kommer, når der er problemer med deres børn.
• Skolen ønsker forældrene som sparringspartner i forhold til deres barns skolegang.

 
Elisabeth Stisen, der er Tosprogs-koordinator på Humlehøj-Skolen, beskriver i det følgende skolens indsatser:

Indsatser på lærerniveau

• Lærerne blev med hjælp fra Integrationsministeriets ”Værktøjskasser" klædt på til at holde anderledes forældremøder, der tog højde for hele forældreflokken.
• Lærere med gode erfaringer og stort fremmøde til sociale arrangementer inspirerede kollegerne.

Kurser, der nytter - forældreinddragelse på et fagligt og kommunikativt niveau

Dansk for forældrene

I et samarbejde mellem læsevejlederen og skole-hjem-vejlederen blev der holdt ”danskkurser” for forældre i indskolingen – både etsprogede og tosprogede. Målet var ikke at lære forældrene dansk, men at fortælle dem, hvordan de bedst kunne hjælpe deres barn i dets skoleliv. Hvad skal forældrene lægge vægt på derhjemme, for at kunne støtte deres barn i skolen?

Efterfølgende har forældrene efterspurgt et lignende kursus for udskolingseleverne. Så det er blevet godt modtaget.

Matematik for forældre

En matematiklærer og skole-hjem-vejlederen holdt derefter et kursus i matematik – også dette kursus var for forældre i indskolingen. Efter kurset gav forældrene udtryk for, at de meget gerne ville have flere af den slags kurser.

Forældre-intra-kursus

 

Efter indførelsen af forældre-intra på skolen var det kun en lille gruppe forældre, der benyttede sig af det. Derfor arrangerede skole-hjem-vejlederen i samarbejde med skolens IT-ansvarlige et kursus i at bruge forældre-intra. Kurset blev tilbudt til etsprogede og tosprogede familier.
Det har betydet, at stort set alle forældre bruger forældre-intra. Skolen er i øjeblikket ved at undersøge muligheden for at få oversat til andre sprog på forældre-intra. Ønsket er at gøre det  muligt for forældre, der ikke kan så meget dansk, at læse og skrive på deres modersmål.

Skolen evaluerer effekten af indsatserne og har derfor i dette skoleår planlagt forældrekurser i matematik og dansk på mellemtrinnet. Forældre-intra har nu de fleste forældre som brugere. Derfor vil der ikke blive tilbudt kursus i dette i år.

 

Temaaftener med tolk og indhold efter forældrenes ønsker


Den første gang Humlehøj-Skolen afholdt en temaaften bestemte skolen indholdet. Forløbet ser ud som følger:

1. Skolen havde lavet et dialogspil med forskellige udsagn om skole-hjem-samarbejdet.
2. Forældrene blev inddelt i grupper, hvor mænd og kvinder var hver for sig.
3. Grupperne skulle fordele udsagnene alt efter, hvem de mente, der havde ansvar for ”udsagnet ”- skolen, hjemmet eller om det var et fælles ansvar.
4. Derpå skulle de vælge de to vigtigste ”udsagn” i hver kategori.
5. Tilslut skulle de forklare de andre grupper, hvorfor de havde valgt, som de havde.

Skolen havde sørget for, at der var en tolk i hver gruppe. Det betød, at diskussionen i grupperne kom til at foregå på et ligeværdigt niveau. Der blev diskuteret meget og tiden skred. Forældrene følte tydeligvis, at de havde noget at byde ind med.

Forældrene var så begejstrede for aftenen, at de fik lovning på en ny temaaften med et indhold, som de bestemte, nemlig besøg af skolens SSP-betjent. Dette møde blev afholdt med samme succes som det foregående. Udover SSP-betjenten var der denne aften også besøg af to voksne rollemodeller.

Besøg af Integrationsministeriets rollemodeller

Humlehøjskolens råd til temaaftener

• Inddrag tolke. Humlehøj-Skolen har cirka 400 elever, heraf er ca. 65 procent tosprogede. Hovedparten har palæstinensisk, irakisk, afgansk eller bosnisk baggrund. Skolen valgte derfor at afholde temaaftenerne for bestemte etniske grupper, da dette gjorde det lettere med hensyn til tolkning. Skolens skole-hjem-vejleder er af arabisk herkomst og fungerede derfor også som tolk.
• Informer om tolkebistand. Af invitationen til temaaftnerne fremgik det, at der var tolk til stede. Nogle forældre gav udtryk for, at det var grunden til, at de var kommet. ”Så vidste de, at de kunne forstå, hvad der foregik.”
• SMS til forældrene. Skole-hjem-vejlederen benyttede sig af SMS-funktionen på forældre-intra. Således fik forældrene en lille reminder samme dag, som arrangementet fandt sted. Forældrene gav udtryk for, at det var en rigtig god ide, - mange af dem havde glemt det, hvis den lille besked ikke var tikket ind. Efterfølgende er SMS-funktionen blevet et værktøj for mange klasselærere, når de har forældremøder – og det kan mærkes på fremmødet.

Skolen fremtidsplaner med at få forældrene på banen

• En forældrebank: Hvad kan de aktuelle forældre byde ind med.
• En temaaften om sundhed og fritidsaktiviteter, hvor man blandt andet ønsker at invitere de lokale sportsklubber.
• En aften i sløjdlokalet – for forældre og børn.
• En syaften – for mødre og døtre.

Skolens succeskriterier for forældresamarbejde

• En tydelig tilkendegivelse fra ledelsen af, at det er det, vi gør.
• At ledelsen er sig sit ansvar bevidst. Der skal tid, rum og redskaber til for at løse opgaven.
• At skole-hjem-værktøjskasserne på afdelingsmøder bliver introduceret af en kollega, der har prøvet indholdet af i sin klasse og kan dele af sine erfaringer.
• At der skal tid og rum til. Brugen af værktøjskasserne har i startfasen betydet lidt ekstra forberedelse til forældremøderne, men samtidig har det også betydet, at møderne har været meget bedre end tidligere, fordi forældrene har været mere på banen.
• Skolen skal signalere troværdighed, har man aftalt noget, skal man holde det.
• Skolen skal være vedholdende overfor forældrene. Det vil sige, at et "kommer-ikke" til et forældremøde ikke godkendes. Forældrene bliver ringet op og får fortalt vigtigheden af at møde op. Samme dag forældremødet/forældrearrangementet finder sted får forældrene en reminder enten som sms eller et telefonopkald. Forældrene melder tilbage, at de synes, det er helt fint med den ekstra påmindelse. De oplever det ikke som påtrængende og bliver ikke fornærmede.
• Skolen forældresyn er vigtigt. At forældrene som udgangspunkt er en ressource. Det er fx i orden, at forvente mere af dem, end en skole måske almindeligvis har for vane.Kommuniker med forældrene som en ligeværdig part. Herunder - husk tolken.

Indsatserne har båret frugt

Fremmødet ved arrangementer på skolen er steget markant. Ingen tvivl om, at SMS’erne er en medhjælpende faktor. Humlehøjskolen er stadig på vej, men kan mærke, at indsatserne nytter.

Derudover har den øgede kontakt til de tosprogede forældre betydet, at de er begyndt at vise interesse for skolebestyrelsens arbejde. Det ser Humlehøjskolen som et tegn på, at deres indsatser lykkes, og ikke mindst, at forældrene er blevet sig bevidste om, at de også kan bidrage til deres børns skolegang.

Materialer

• Dafolo/ Kroghs Forlag: Sammen kan vi meget. 1997
(indeholder oplæg til øvelser i forbindelse med skole-hjem)
• JUMP - Spring ud i dialog om job, uddannelse og medborgerskab.
Bestil materialet på:http://www.brugforalleunge.dk/jump/  (billederne i kassen er særligt gode til dialog.)

Kontakt

Tosprogs-koordinator Elisabeth Stisen, Humlehøjskolen, Sønderborg. T: 88726390/ 88724377 eller på mail: Elisabeth.Stisen2@Skolekom.Dk

 

 


 

Senest opdateret 26.01.2012