To sprog - én udfordring

Tosprogs-Taskforcens og DRs fælles kampagne.


Tirsdag den 23. marts 2010 lancerede Tosprogs-Taskforcen og DR Kampagner kampagnen "To sprog - én udfordring", der løber frem til udgangen af 2011. Kampagnen skal motivere og hjælpe skoler i hele Danmark til at lave en plan for undervisningen af tosprogede elever. Skolerådet anbefaler i sin 2008-beretning, at skoler laver en sådan strategi for undervisningen.

Fra sine 16 samarbejdsskoler har Tosprogs-Taskforcen erfaret, at skolernes udfordringer på tosprogsområdet ofte ligner hinanden. På baggrund af erfaringerne fra samarbejdsskolerne har Tosprogs-Taskforcen fastlagt en række typiske udfordringer og lavet tilhørende mål og indsatser, som skolerne kan bruge til at imødegå udfordringerne. Det er blandt andet disse erfaringer, taskforcen sammen med en række andre redskaber stiller til rådighed for skoler, der vil lave en plan for undervisning af tosprogede.

Dejan Cucik
Dejan Cucik er en af de kendte tosprogede, der medvirker i kampagnen.

Kampagnen "To sprog - én udfordring" kommer til at indeholde en række radio- og TV-indslag, e-magasiner med blandt andet optagelser fra taskforcens samarbejdsskoler, interview med kendte tosprogede og sitet dr.dk/tosprog, der leder de særlig interesserede videre til Tosprogs-Taskforcens hjemmeside.

Skoler, der melder sig til at lave en plan, får adgang til en særlig håndbog, ligesom de kan få konsulent-rådgivning fra Tosprogs-Taskforcen. Hvis man som kommune tilmelder mindst tre skoler, kan man få Tosprogs-Taskforcen ud til en hel workshopdag i kommunen. Tilmelder man sig som skole, kan man deltage i møder i Uddannelsesstyrelsen.






Senest opdateret 01.07.2011