Anden temadag om skole-hjem-samarbejde - er afholdt

Hvordan får vi skole-hjem-samarbejdet til at fungere? Dette spørgsmål og mange relaterede samlede fredag den 25. november 2011 over 120 deltagere til Tosprogs-Taskforcen og DRs femte temadag i DR Byen.

Fokus på skole-hjem-samarbejde

Temadagens formål var at inspirere skolerne til at tænke hvorfor og hvordan, når det kommer til skole-hjem-samarbejde.  Gennem oplæg i plenum samt fire workshopper fik deltagerne både teoretisk viden og konkrete værktøjer til at etablere og udføre skole-hjem-samarbejde. 

De mange deltagere deltog aktivt i dagen, var spørgelystne, og der var en god dialog mellem oplægsholdere og deltagere og mellem deltagerne internt.

 
Dagens indledning stod faglig leder i Tosprogs-Taskforcen Anja Ougaard for. Hun bød velkommen og satte rammen for dagen med udgangspunkt i sammenfatningen af spørgeskemaundersøgelse fra deltagerne i kampagnen, To sprog – én udfordring. Den viser, at skole-hjem-samarbejde er nødvendigt, men svært.

Herefter skærpede Tosprogs-Taskforcens Cille Iversen og Camilla Sebelin fokus for dagen ved at bede deltagerne overveje, hvad de gerne ville have ud af dagen. Dette blev bl.a. gjort gennem samtale med sidemanden om, hvilke udfordringer de sidder med lige nu i forhold til skole-hjem-samarbejde. Snakken gik godt blandt deltagerne og problematikken med, at forældre slet ikke dukker op gik igen flere steder, ligesom flere nævnte, at det var svært at få kollegaer til at indse, hvor vigtigt skole-hjem-samarbejde er.

Gør forældremøderne relevante

Iben Jensen, lektor i kommunikation på Roskilde Universitet, holdt oplæg i plenum, inden deltagerne skiltes til to runder med fire workshopper. Fælles for hele dagen var, at oplægsholderne fik udfordret deltagerne og fik dem til at tænke skole-hjem-samarbejde på en ny måde. Som da Basim Osman, cand. psych. og oplægsholder, på sin workshop fik spørgsmålet: ”Hvordan får man forældre til at dukke op til forældremøder?” og svarede: ”Gør dem relevante.”

Iben Jensen

Forældrene er en ressource

Et helt centralt omdrejningspunkt for dagen var vigtigheden af at inddrage forældrene som en ressource i forhold til elevens læring og trivsel. Flere gange blev det nævnt, at det er forældrene, som kender eleven bedst. Derfor er det vigtigt, at forældrene viser interesse for elevens dag i skolen. Det har stor betydning for elevens læring. I den forbindelse blev det også fremhævet, at skole-hjem-samarbejde fungerer bedst, når det er en dialog mellem lærer og forældre, hvor man gensidigt lytter til hinanden i stedet for, at det kun er læreren, der taler.

Tal et sprog samarbejdspartneren forstår

Vigtigheden af at være tydelig i sin kommunikation blev understreget. Iben Jensen fremhævede her den hårfine, men vigtige grænse mellem at tale et sprog modparten forstår og at tale nedladende til. Hendes råd i den forbindelse var god forberedelse, gerne med konkrete sætninger nedskrevet på forhånd.

Skole-hjem-samarbejde med muligheder for direkte forbedringer

Dagens sidste indslag kom fra Forumteater, som gennemspillede en skole-hjem-samtale mellem en lærer samt en tosproget elev og hans mor. Først blev stykket gennemspillet en gang uden afbrydelser. Herefter blev det spillet en gang til, hvor publikum blev inviteret til at komme med forslag til, hvordan mødet kunne forbedres. Blandt publikum var der mange forslag til, hvordan læreren kunne forbedre sin praksis og flere gange hoppede en ivrig lærer op på scenen for selv at demonstrere en pointe. ”Hvad er målet med den samtale? Læreren snakker i øst og vest. Det kræver en tydelig dagsorden,” argumenterede en deltager, men flere andre pegede på, at læreren virkede nervøs og mentalt ikke var til stede. Andre igen pegede på, at læreren pakkede tingene ind, når hun fx sagde, at eleven snakkede meget i timen uden at definere, om det var faglig snak eller ej. Eller startede med at fortælle moren, at eleven er en god dreng, men efterfølgende kom med meget kritik af ham. Overordnet set var det en god mulighed for at teste, hvordan selv små ting, som hvordan man byder velkommen, har indflydelse på et mødes forløb. Eller som en deltager udtrykte det: ”En rigtig god måde at få reflekteret over egen praksis – det er identificerbart.” 

 

Afsluttende gav deltagerne udtryk for, at det havde været en god dag, og at de glædede sig til at dele deres nye viden med deres kollegaer samt afprøve de konkrete værktøjer i praksis.  ”Det var meget relevant for mig, jeg vil prøve at formidle det videre på min skole” sagde en deltager, mens en anden erklærede: ”Jeg har fået meget inspiration og mange værktøjer til at tænke skole-hjem-samarbejde på en alternativ måde i forhold til det praktiserende på skolen.”

 


 

Senest opdateret 07.12.2011
SLIDES FRA 2. TEMADAG OM SKOLE-HJEM-SAMARBEJDE
Program og slides fra anden temadag om Skole-hjem-samarbejde.
Forårets temadage

Tosprogs-Taskforcen og DR glæder sig til at byde velkommen til forårets temadage henholdsvis:

  • Den 10. februar 2012, hvor temaet er 'Dansk som andetsprog - konkrete værktøjer' 
  • Den 25. maj 2012, hvor der bliver sat fokus på implementering og forankring af planer for undervisning af tosprogede elever.  

Du kan tilmelde dig via linket herunder. Lige nu er der venteliste, men tilmeld dig endelig, så bliver du kontaktet, hvis der kommer en ledig plads.

Tilmelding til temadagene