Guldborgsund kommune
Profil
Guldborgsund Kommune er en af Tosprogs-Taskforcens fem samarbejdskommuner. Det er en landkommune på Lolland-Falster. Kommunen har 19 folkeskoler med en andel af tosprogede på i alt 4,8 procent. Tosprogs-Taskforcens indsats fokuserer på to af kommunens skoler, nemlig Ejegodskolen og Lindeskovskolen med henholdsvis 10,2 procent og 35,1 procent tosprogede.
Guldborgsunds tosprogs-udfordringer år 2009
- Guldborgsund Kommune har ikke tidligere arbejdet målrettet med tosprogsområdet. Kommunen har i øjeblikket ingen strategi for, hvordan forvaltningen og skolerne skal arbejde med de tosprogede børn.
- Der mangler personale, der har fokus på tosprogede. Det gælder både på rådhuset, i PPR og på de enkelte skoler.
- Der mangler faste procedurer for sprogscreening og fordeling af tosprogede børn.
- Lærere og pædagoger mangler viden og kompetencer i forhold til de tosprogede børn og deres familier.
- Dansk som andetsprog er endnu ikke integreret i undervisningen.
Det arbejder Tosprogs-Taskforcen og Guldborgsund sammen om
Tosprogs-Taskforcen og Guldborgsund kommune samarbejder om at lave en politik og strategi for tosprogsområdet og om at få efteruddannet lærere. Udvalgte lærere skal fungere som tosprogs-team på skolerne. Disse lærere skal have en særlig efteruddannelse med fokus på deres funktion som sparringspartnere og vejledere af kollegaer. Tosprogs-Taskforcen rådgiver også kommunen i forbindelse med at få oprettet en stilling som "tosprogs-konsulent" og i at etablere netværk af ledere og lærere på tværs af skolerne. Kommunen får også vejledning i at forbedre skole-hjem-samarbejdet med tosprogede familier og i at etablere lektiehjælpstilbud for tosprogede.
Målet med samarbejdet mellem Guldborgsund og Tosprogs-Taskforcen
Det overordnede mål med samarbejdet mellem Guldborgsund og Tosprogs-Taskforcen er at professionalisere arbejdet med tosprogede børn i Guldborgsund. På sigt skal alle tosprogede elever i Guldborgsund klare sig lige så godt som elever med dansk baggrund.
Derudover er nogle af indsatsområderne:
- Kommunen skal lave og vedtage en politik på tosprogsområdet herunder en fordelingspolitik.
- Kommunen skal oprette en stillingsfunktion som kommunal tosprogskonsulent.
- Kommunen skal etablere diverse netværk på tosprogsområdet på tværs af faggrupper på rådhuset og skolerne.
- Dansk som andetsprog skal være en del af alle fag på skolerne.
- Skolerne skal udpege tosprogskoordinatorer/tosprogs-team for tosprogede – og disse skal have særlig efteruddannelse.
- Flere lærere skal efteruddannes i dansk som andetsprog.
Senest opdateret 15.08.2011
Guldborgsund kommune har i årene 2009 - 2011 samarbejdet med Ministeriet for Børn og Undervis-nings Tosprogs-Taskforce om at højne tosprogede elevers faglighed. I
denne artikelsamling kan du læse om nogle af de konkrete resultater.