Andetsprogsundervisningens rolle og funktion i dansk undervisningen
Spørgsmål:
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide, som kommende dansklærer, hvad andetsprogsundervisningen skal indholde i forhold til dansk faget. Dette er ikke noget man berør synderligt på uddannelsen, hvilket jeg anser for stærkt foruroligende. Hvad er andetsprogsundervisningens rolle og funktion i forhold til danskundervisningen?
Hilsen S
Svar:
Kære S
Tak for din henvendelse til Tosprogs-Taskforcen.
Du spørger først til, hvad tosprogsundervisningen skal indeholde i forhold til faget dansk.
Jeg vil henvise dig til Fælles Mål for Dansk 2009 side 69, hvor du se, hvordan tosprogede elever skal tilgodeses i undervisningen. Ifølge faghæftet gælder følgende for tosprogede elever;
”Tosprogede elevers udbytte af undervisningen afhænger af deres forståelse af det danskfaglige indhold og deres mulighed for at udvikle et sprog om danskfaget. Ethvert fagområde – også faget dansk – har sit særlige sproglige register, dvs. de sproglige mønstre, der gør sig gældende, når fagfolk bruger sproget. For de tosprogede elever er dansk både et sprogfag og et fagligt fag med fagfaglige udtryk.”
I klasser med tosprogede elever må man derfor tilrettelægge en undervisning, som skaber gode betingelser for tilegnelse af det faglige såvel som det fagsproglige stof. Tosprogede elever har behov for at tilegne sig det faglige register, inkl. de førfaglige ord, og deres udgangspunkt på andetsproget er ofte utilstrækkeligt i forhold til, hvad der forudsættes i undervisningen og i fagtekster. Det betyder, at nogle tosprogede elever ikke har de sproglige ressourcer på andetsproget, som skal være til stede for at tilegne sig det danskfaglige sprog, og konsekvensen er, at de skal tilegne sig nyt ved hjælp af nyt.
Endvidere bør man i forbindelse med undervisningen overveje, hvilke fagsproglige udfordringer der ligger i det kommende undervisningsforløb. Som lærer bør du også tilrettelægge, hvorledes tosprogede elever kan blive ”klædt på” til en forståelse af undervisningen ved at fokusere på specifikke og nye faglige vendinger.
Det grundlæggende for al sprogtilegnelse er høj grad af målrettet elevaktivitet. Eleverne skal udsættes for relevant og varieret input, altså møde fagsproget gennem læsning og lytning. De skal have mulighed for producere sprog gennem skrivning og mundtlig fremstilling, og der skal stilles krav til denne sproglige produktion, så den træner eleverne i brugen af præcist og fagligt sprogbrug. Desuden skal eleverne have mulighed for at afklare betydning og sprogbrug: Hvad betyder..? og Hvordan siger/skriver man…?
For at eleven skal opnå beherskelse af faglige og førfaglige begreber, skal eleven møde dem mange gange i forskellige former og sammenhænge. Tematisk baseret undervisning, hvor alle fire færdigheder: lytte, tale, læse og skrive indtænkes, er en oplagt måde at sikre gentagelser og aktiv brug af fagsproget.
Dernæst spørger du til, hvad tosprogsundervisningens rolle og funktion er i forhold til dansk undervisningen.
Mit svar til dig er her, i forlængelse af Fælles Mål 2009, Dansk som andetsprog side 39, at formålet med undervisningen i dansk som andetsprog er, at tosprogede elever på baggrund af deres samlede sproglige og kulturelle forudsætninger tilegner sig færdigheder i at forstå og anvende talt og skrevet dansk. Undervisningen skal styrke elevernes lyst til at bruge dansk, og den skal udvikle deres bevidsthed om sprog og sprogtilegnelse og om dansk kultur. Undervisningen skal samtidig knyttes tæt til skolens øvrige fag. Dansk som andetsprog sigter mod, at eleverne udvikler en dansksproglig kompetence, der sætter dem i stand til at klare sig i forskellige kommunikationssituationer med forskellige formål, forskellige samtalepartnere, forskellige ydre rammer osv. I den forbindelse er særlig vigtigt, at undervisningen i dansk som andetsprog sætter eleverne i stand til at indgå i og drage nytte af skolens almindelige fagundervisning og øvrige virksomhed.
Den brede sproglige kompetence betegnes også kommunikativ kompetence. Eleverne skal herigennem udvikle færdigheder i at anvende dansk mundtligt og skriftligt, dvs. kunne omsætte viden om sproget og dets elementer og regler i relevante og varierede sammenhænge. Hertil kommer, at eleverne skal lære at anvende deres dansk hensigtsmæssigt ud fra en indsigt i, hvad der er passende at sige, skrive eller gøre i forskellige situationer. For at udvikle den kommunikative kompetence er følgende punkter betydningsfulde;
- At eleverne lærer, hvordan man tager, holder og afgiver ordet i samtaler på dansk, og at de får sikkerhed i at tale højt i klasseundervisning og indgå i gruppearbejde.
- At eleverne lærer hensigtsmæssige strategier til at klare sproglige vanskeligheder. Det drejer sig om at fastholde betydningen af læste tekster, arbejdsopgaver og både formelle og uformelle dialoger på trods af spring i den sproglige sværhedsgrad, af misforståelser eller problemer med ordforrådet eller andre dele af det sproglige udtryk. For at fremme andetsprogstilegnelsen mest muligt er det vigtigt, at eleverne bruger deres andetsprog i stadig nye situationer og kan spørge om råd og vejledning.
- De skal have tid til sproglig refleksion, fx ved at udarbejde egne ordlister, lære at slå op i relevante ordbøger og sammenligne med andre sprog.
Andetsprogsundervisningen bør tilrettelægges, så den bygger videre på det, eleverne i forvejen ved og kan om sprog, og eleverne bør opmuntres til at anvende den sproglige viden, de har fra modersmålet. Det kan bl.a. foregå ved, at der i undervisningen arbejdes med en sammenligning af elevernes sprog, ved anvendelse af tosprogede materialer, ved at eleverne lærer at anvende ordbøger, og ved at de får mulighed for at udnytte modersmålet til forberedelse af og samarbejde om dansksprogede aktiviteter. Det vil således være en fordel, hvis der gives mulighed for, at flere elever fra samme sproggruppe kan samarbejde om disse opgaver.
Når undervisningen i dansk som andetsprog planlægges, er det vigtigt at tænke på, at eleverne skal møde og bruge sproget i varierede og meningsfuld situationer, hvor de kan tilegne sig et bredt repertoire af sprogbrug, genrer og funktioner. Dansk som andetsprog er dog mere end et redskabsfag. At lære dansk er en del af hele skolegangen og dermed også en del af mødet med fagene og de kulturelle sammenhænge, som de fungerer i. For eleverne vil det ”at lære dansk” være en mulighed for at erobre ny viden og få nye oplevelser.
Andetsprogstilegnelse er en proces, der hverken kan isoleres inden for et afgrænset tidsrum eller inden for faget dansk. Eleverne stilles over for stadig nye krav både i og uden for skolen. Gennem hele skoleforløbet præsenteres de nye fag og fagområder og dermed også for nye sproglige udfordringer. Alle faglærere er således involveret i elevernes dansktilegnelse, og det er derfor hensigtsmæssigt, at undervisningen tilrettelægges i et samarbejde mellem lærerne.
Du er velkommen til at kontakte os igen, hvis du får brug for mere information.
Med venlig hilsen
Ali Murat Türksal
Tosprogs-Taskforcen
Tilbage til Dansk som andetsprogTilbage til alle Spørgsmål og svar