18-08-2009

Dialog mellem skole og hjem

Spørgsmål:

Kære taskforce

På min skole har vi store problemer med at skabe dialog mellem skolen og de tosprogede hjem. For det første møder der ikke særligt mange af de tosprogede forældre op til møderne på skolen, og for det andet har de tosprogede elever svært ved at få den fornødne lektiehjælp fra deres forældre.
Vi har forsøgt at indkalde alle de arabiske forældre til et møde og alle de somaliske forældre til et andet møde – men uden succes.

Har I nogle gode ideer til, hvordan vi kan få rettet op på dette vigtige samarbejde? Håber, I kan hjælpe.

Mvh. B

Svar:

Kære B.

Tak for dit spørgsmål.

Det er rigtig godt, at I er meget bevidste om, at det er vigtigt at få skabt dialog med de tosprogede forældre – og ideen med etniske forældremøder lyder også rigtig god. Vores anbefaling til jer vil være at forsøge at tænke over jeres mål med skole-hjem-samarbejdet. Hvad er det helt konkret, I vil med det? Det er en god diskussion at tage på skolen.

Derefter synes vi, I skal tænke over indholdet på jeres møder. Er det noget, forældrene virkelig kan bruge til noget, og giver det dermed mening for dem at møde op? Det er vigtigt at være sig bevidst, at de tosprogede forældre i mange tilfælde ikke kender meget til den danske folkeskole. Det har derfor stor betydning, at I giver jer tid til at forklare forældrene, hvad skolen går ud på, og hvordan forældrene kan være en støtte i deres børns læring.

Nogle skoler har gode erfaringer med at holde forældrecafeer, hvor forældrene kommer op på skolen sidst på dagen og er med i værksteder arrangeret af lærerne. Her får forældrene mulighed for at deltage i sløjd, idræt, matematik osv. Det giver forældrene et godt indblik i, hvad det er, deres børn laver i skolen, og hvorfor det eksempelvis er vigtigt at huske idrætstøjet og linealen, så undervisningen kan gennemføres på bedste vis og dermed give deres børn et godt udbytte. En rundvisning rundt på hele skolen kan også have en god effekt – også for de danske forældre.

Det er vigtigt for forældrene, at de føler, at de er en ressource for deres barns læring. Det er jer som skole, der har ansvaret for at fortælle forældrene, hvordan deres barn bedst muligt. Det er derfor vigtigt, at I på skolen viser, at I har en anerkendende tilgang til forældresamarbejdet, og at I ser forældrene som en ressource.

Vi har lavet 10 gode råd til forældrene, hvor vi opridser en række forslag til, hvad forældrene kan gøre for at støtte deres børn. Det kan eksempelvis være at spørge ind til skoledagen, og lade barnet genfortælle historier og opgaver fra dagens skolegang. At lave mad sammen derhjemme er også en vigtig ting i barnets læring – at læse opskrifter, tale om hvad tingene hedder på flere sprog, måle og veje etc. Bare det at tale sammen og vise interesse for barnets skolegang og læring har stor betydning for elevens deltagelse i skolen.

Vi håber, I kan bruge et par af vores anbefalinger, men husk: ting tager tid. Et fælles og klart mål på skolen vil dog helt sikkert gøre processen hurtigere og nemmere for alle.

Med venlig hilsen
Camilla Sebelin
Tosprogs-Taskforcen

Tilbage til Skole-hjem-samarbejde
Tilbage til alle Spørgsmål og svar