25-01-2010

Hvordan skabe et ressourcesyn på forældrene?

Spørgsmål:

Kære Tosprogs-Taskforce,

Jeg arbejder som skole-hjem-vejleder på en skole i Vollsmose. Vi har ca. 94% tosprogede elever og dermed jo også en stor del tosprogede forældre.

Meget groft formuleret så er mit job at opkavificere skole-hjem-samarbejdet på skolen. Jeg har gang i en del tiltag, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde med personalets syn på forældrene. Jeg har en fornemmelse af, at nogle lærere/pædagoger ikke kan se, hvilke ressourcer forældrene besidder, eller at de overhovedet besidder nogle ressourcer. Jeg mener ikke, man kan have et ordenligt ligeværdigt samarbejde med personer, som man dybest set ser lidt ned på eller måske har lidt ondt af. Derfor kunne jeg tænke mig at hjælpe personalet med at øge deres ressourcesyn på forældrene.

Har I nogle gode idéer til, hvordan jeg kan gribe det an?

Mvh. Pernille Hejmann

 

Svar:

Kære Pernille Hejman

Tak for dit spørgsmål.

Du spørger, om vi har nogle ideer til, hvordan man kan arbejde med at øge det pædagogiske personales ressourcesyn på forældrene.

Mit svar til dig er, at det er vigtigt at gøre det pædagogiske personale opmærksom på, hvordan de handler og agerer i relationen og samarbejdet med forældrene. Overordnet er det også vigtigt, at det pædagogiske personale er sig bevidst om, at det er dem, der er de professionelle og dermed de ansvarlige i forhold til samarbejdet.

En måde at blive klogere på, hvordan forældrene rent faktisk oplever relationen og det pædagogiske personales syn på dem, kunne være at lave en række interview med nogle udvalgte forældre - måske også dem der ikke møder op så ofte.
Spørgsmålene til forældrene kunne gå på, hvordan forældrene føler, at lærerne taler til dem, tager dem alvorligt og bruger dem i hverdagen. Resultaterne af de gennemførte interview kunne derefter fremlægges for det pædagogiske personale og være optakt til en diskussion om emnet ressourcesyn.

Ligeledes kunne det være rigtig spændende at optage et forældremøde, et hjemmebesøg eller en skole-hjem-samtale på video eller diktafon og derefter lade det pædagogiske personale se eller lytte til det. Det vil give personalet en større indsigt i og forståelse for, hvordan de taler til forældrene, og hvordan magtforholdet i samarbejdet er - det kunne lægge op til et arbejde med ordvalg og tiltaleformens betydning. Du skal dog være opmærksom på, at et sådant arbejde kræver tilladelse fra deltagerne.

Vi har udarbejdet "ti gode råd til forældrene", som også vil kunne give personalet en ide om, hvordan de rent faktisk kan guide og bruge forældrene som en ressource i forhold til deres barns læring.

Derudover kan jeg oplyse dig om, at Integrationsministeriet har skabt et korps af forældrerollemodeller, som rejser rundt i landet og holder oplæg for og diskuterer med det pædagogiske personale og de tosprogede forældre. Formålet med diskussionerne er at gøre skolen og forældrene klogere på, hvordan de kan samarbejde om elevens læring.

På jeres skole kunne I evt. invitere rollemodellerne til en snak om ressourcesyn.

Sidst men ikke mindst kan jeg fortælle, at Integrationsministeriet inden længe udgiver tre skole-hjem-værktøjskasser, som kan guide det pædagogiske personale gennem "Teammødet" med fokus på skole-hjem, "Skole-hjem-samtalen og hjemmebesøget" og "Forældremødet". Ligeledes er vi - finansieret af Integrationsministeriet -  i gang med at udvikle to værktøjkasser mere med fokus på "Forældreinddragelse" og "Skoleledelse".

Alle værktøjskasserne er bygget op ud fra et ressourcesyn.


Du kan læse mere om værktøjskasserne her.

Du er meget velkommen til at vende tilbage, og vi hører meget gerne om dine erfaringer med arbejdet.

Venlig hilsen

Camilla Sebelin
Tosprogs-Taskforcen

Tilbage til Skole-hjem-samarbejde
Tilbage til alle Spørgsmål og svar