22-02-2012

Værktøjer til brug for undervisning af tosprogede elever

Spørgsmål:

Kære Eva

Her kommer som lovet svar på de fleste af dine spørgsmål. Det er omfangsrige spørgsmål, og der er rundt omkring i landet helt sikkert udviklet mange gode værktøjer til brug for undervisning af tosprogede elever. I Tosprogs-Taskforcen kender vi en del af dem, og vi arbejder hele tiden på at indsamle flere.

Nedenfor har jeg givet et bud på nogle af de redskaber, vi kender i Tosprogs-Taskforcen. Men du kan sikkert finde flere, hvis du selv bruger tid på at søge på internettet.

Du spørger om følgende:

1. "En personlig ordbog styrker indlæringen" - Findes der et PC-program til opbygningen af sådan en personlig ordbog (alfabetisk opslag)?

Svar: Jeg ved ikke præcis, hvad du mener med personlig ordbog. Nogle lærere arbejder i deres undervisning med at lade eleverne lave personlige ordbøger som led i deres tilegnelse af nye ord, for eksempel i forbindelse med at de arbejder med særlige temaer.

Vi har på vores hjemmeside skrevet lidt om det at lave personlige ordbøger. Du kan finde det under indsatsområdet Dansk som andetsprog, og så kigge efter "personlig ordbog" i menupunktet 'Konkrete redskaber'. Men vi kender ikke til pc-programmer, der kan hjælpe ift. opbygning.

En anden slags ordbog er den interaktive ordbog, Lexin Billedtema. Lexin Billedtema er et flersprogligt interaktivt lyd- og billedordbogsmateriale, som kan understøtte tilegnelse af dansk både auditivt og visuelt på 16 forskellige sprog. Lexin indeholder ca. 1800 hyppigt anvendte ord og begreber, som er illustreret på en række tegninger. Når man klikker på et ord eller på en tegning, vil sammenhængen mellem ord og tegning blive vist på det valgte sprog - samtidig med at ordet læses højt på computeren. Ordbogen kan støtte tosprogede elever i tilegnelsen af hyppigt anvendte ord og begreber på dansk. Ordbogen kan blandt andet anvendes som forberedelse til undervisningen eller i konkrete undervisningsforløb. Derudover har vi i Tosprogs-Taskforcen hørt, at også mange forældre til tosprogede elever er glade for ordbogen, som de kan bruge, fx når de skal hjælpe børnene med deres lektier. Du kan finde ordbogen på http://lexin.emu.dk/

2. Pædagogiske film (TV eller andre medier)?
 
Svar: www.filmkompagniet.dk har en masse gode film om undervisning af tosprogede elever. Fx:

- Den sproglige dimension i alle fag
-Cooperative learning i praksis
     -Dansk som andetsprog i folkeskolen - om organiseringen af undervisningen

     Herudover har Strandgårdskolen i Ishøj lavet en rigtig god film om at styrke den mundtlige og sproglige dimension i fagene: 'Strandgårdskolen - vi læser for at lære' hedder den. Pris: 150 kroner. Spilletid: 33 minutter. Kan  
     rekvireres ved henvendelse til strand-gaardskolen@ishoj.dk

     Tosprogs-Taskforcen er ved at lave en DVD om undervisning at tosprogede elever baseret på alle de erfaringer, vi har gjort os i samarbejdet med lærere og skoleledelse i hele landet. Vi regner med at have DVD'en klar i
     foråret 2012. Du kan holde dig orienteret på 'Aktuelt' på www.tosprogstaskforce.dk.

 
3.Kan I anbefale grammatik-materiale, der er specielt velegnet til tosprogede elever?

Svar: Jeg er ikke helt sikker på, om du efterspørger materiale til eleverne eller til lærerne. Og der findes en del grammatik-materiale. En grammatikbog, som jeg ved mange lærere er glade for at bruge også i forhold til deres elever, fordi den er meget konkret er:
'Grammatikken - håndbog i dansk grammatik for udlændinge' af Barbara Fischer-Hansen og Ann Kledal. Special-Pædagogisk Forlag.
 
4.Findes der billedordbøger på niveau 7.-10. klasse
Svar: Som svaret oven for under spørgsmål 1 findes der blandt andet den interaktive ordbog, Lexin Billedtema.

En anden billedordbog er Billedordbog 3. Det er et alsidigt undervisningsprogram, der kan bruges af både børn og unge, der skal lære dansk, tysk, engelsk eller fransk. Programmet tager udgangspunkt i billeder. Det angives, at niveauet i forhold til danskindlæring går fra 0. - 10. klasse. Du kan finde ordbogen på http://skolepro.elevunivers.dk/nydansk.php.
 
5. Hvor kan man finde grammatik i (spille)kort-format?

Svar: Det har vi desværre ikke kendskab til. De spil, vi kender til, er lavet af dansk som andetsprogslærerne på skolerne og er ikke udgivet.
 
6.Findes der letlæselige videnskabsbøger (biologi, natur, teknik, sport, mm) med store spændende illustrationer på dansk?
 
Svar: Vi har ikke kendskab til letlæselige videnskabsbøger, men en rigtig god metode til (svære) tekster, I altid kan anvende, er at arbejde med elevernes forforståelse, inden I går igang med teksten. I kan læse mere i linkene herunder:

http://www.tosprogstaskforce.dk/indsatsomraader/dansk%20som%20andetsprog/sproget%20ind%20i%20alle%20fag.aspx
http://pub.uvm.dk/2008/sprogogfag/
http://pub.uvm.dk/2008/sprogogfag/kap07.html#kap7

Se også filmen:"Den sproglige dimension i alle fag - 6 eksempler på god praksis". Den handler også om naturfag. Du kan finde link til filmen i mit svar på spørgsmål 2.
 

Vi håber, du har fået hjælp til dit arbejde med tosprogede elever. Du er naturligvis velkommen til at kontakte os igen, hvis vi på andre måder kan hjælpe.

Mvh.

Pernille Rosberg Frederiksen, Tosprogs-Taskforcen

Svar:

Tilbage til Dansk som andetsprog
Tilbage til alle Spørgsmål og svar