12-10-2009
Hvordan organiserer vi undervisningen for nye elever på en skole med få tosprogede elever?
Spørgsmål:
Vi er en lille kommune med få to-sprogede elever. De seneste to år har vi undervist nye to-sprogede elever uden for deres undervisningstid. Men vi har tre elever i henholdsvis 4. og 5. klasse, som ikke er vænnet til denne praksis. De har indtil nu været taget ud af undervisningen i deres klasser, når det passede med lærerens skema, dog således at det hovedsageligt skete i dansktimerne. I dette skoleår er det næsten umuligt at få skema og dansktimer til at gå op. Og vi må jo ikke tage elever ud af andre timer. Hvordan løser vi det problem?
Hilsen
Gunhild Madsen
Svar:
Kære Gunhild Madsen
Tak for din henvendelse til Tosprogs-Taskforcen.
Som jeg forstår dit spørgsmål, handler det for jer om at sikre, at jeres tosprogede elever i 4. og 5. klasse får den fornødne undervisning i dansk som andetsprog. Jeg er i tvivl om, hvorvidt du taler om elever, der udelukkende har brug for basisundervisning eller også behøver supplerende undervisning.
Hvis der er tale om basisundervisning, er det vigtigt, at eleverne får den fornødne sprogfaglige undervisning i et selvstændigt sammenhængende undervisningsforløb i modtagelsesklasse eller på særlige hold. Der er her ingen krav om, at eleverne kun må tages ud i dansktimerne. I har derfor mulighed for at tage eleverne ud af de forskellige timer og fag i det omfang, eleverne har behov for det og det skemateknisk passer ind, blot I sikrer jer, at der også er sammenhæng i elevens undervisningsforløb. Dette gælder for de første to år, og det er vigtig, at I i denne periode gør eleverne så sprogfagligt stærke, at de sammen med en supplerende støtte kan klare sig i de almindelige klasser efterfølgende. Dette tilgodeser I ved, at basisundervisningen optager den væsentlige del af elevernes undervisningstid og ved, at undervisningen gennem valg af undervisningsmaterialer og emner tilrettelægges, så den fremmer elevernes udvikling inden for forskellige fagområder.
Er der tale om den supplerende undervisning, skal denne som udgangspunkt gives i klassen med mindre eleven har et ikke uvæsentligt behov for sproglig støtte.
Allerførst må I sikre, at de enkelte faglærere har et sprogfagligt fokus i deres undervisning, så eleverne forstår, hvad der foregår i klassen. I som dansk som andetsprogslærere kan give jeres kollegaer råd og vejledning om, hvordan de skal inddrage et sprogfagligt fokus. I kan eventuelt holde oplæg på temamøder/afdelingsmøder/PR-møder, så alle lærere/pædagoger på skolen lærer at inddrage DSA i deres undervisning. Det betyder, at ansvaret ikke er jeres alene men alles.
Er det ikke nok, kan I lade en dansk som andetsprogslærer gå ind i timer i klassen og støtte op om eleven(eleverne). Det behøver ikke kun være i dansktimer, men kan være de timer, hvor eleven har brug for den sprogfaglige støtte. Det sikrer, at eleven både får det faglige input fra normalundervisningen koblet med den sproglige træning/ord og begreber m.v., som eleven har brug for for at kunne profitere af undervisningen.
Er disse løsninger ikke tilstrækkelige i forhold til elevens behov, må I give eleven(eleverne, hvis det er flere) ekstra timer efter skoletid.
Den fjerde mulighed er at tage eleven ud af undervisningen. Dette gør man kun, hvis man mener, at eleven ikke kan profitere af den almindelige undervisning. Det kan gøres i dansktimer, men kan lige så vel gøres i andre timer, hvis skolen skønner, at dette er mere favorabelt for eleverne. I er altså igen ikke nødsaget til udelukkende at fokusere på dansktimerne, men kan vælge de timer, der er bedst for eleverne og jer. Her skal I dog igen overveje vigtigheden af det sammenhængende forløb for eleven.
En sidste mulighed jeg vil nævne for dig er kursusformen. Der er flere skoler, der vælger at lave kursusforløb for deres elever. Det vil sige, at man fx skemalægger et ugekursus eller et kursusforløb hver mandag i fx seks uger. Kursusdagene kan også lægges på forskudte ugedage, så det går mindst ud over de enkelte dages timer.
Det var nogle forskellige muligheder, som jeg håber, du kan bruge. Du er velkommen til at vende tilbage for yderligere enten per mail eller på vores rådgivningstelefon 41 32 47 10.
Med venlig hilsen
Jonna Wrigley
Tosprogs-Taskforcen A
Tilbage til Organisering af undervisningenTilbage til alle Spørgsmål og svar