24-09-2010

Hjemkundskab

Spørgsmål:

Hej Tosprogs-Taskforce.

Har I erfaringer fra skoler om, hvordan hjemkundskab "håndteres". Selvfølgelig ingen svinekød, men accepteres det også, at muslimer ikke må røre ved ikke halal-slagtet mad?

Med venlig hilsen

A

Svar:

Kære A.

Tak for dit spørgsmål.

Du spørger, om vi ved, hvordan skolerne håndterer spørgsmål om ikke halal-slagtet kød i hjemkundskab.

Som Tosprogs-Taskforce mener vi ikke, at det er et spørgsmål, der kan gives generelle løsninger på. Vi opfordrer derfor til, at I finder lokale løsninger, som virker for jer og er tilpasset jeres virkelighed og konkrete situation.

Det er vores erfaring i Tosprogs-Taskforcen, at det ofte er en stor hjælp for den enkelte skole, hvis kommunen sammen med sine skoler kan arbejde helhedsorienteret med undervisningen af tosprogede elever og fastlægge fælles mål og rammer. Jeg vil derfor anbefale dig at tage kontakt til din kommune og sammen med dem og de øvrige skoleledere finde en fælles løsning på dit spørgsmål - som led i en helhedsorienteret plan eller politik for jeres undervisning af tosprogede elever.

Jeg kan her henvise til Undervisningsministeriets publikation "Bedre integration i folkeskolen" s. 8 (http://pub.uvm.dk/2003/integration/), hvor der står følgende:

Både politikere, ansatte i kommunalforvaltninger, skoleledere, lærere, pædagoger, forældre og elever har et fælles ansvar for, at de tosprogede elevers møde med skolen bliver positivt. Der kan med fordel drøftes et fælles værdigrundlag og udarbejdes klare retningslinier for det tværfaglige samarbejde i en kommune, så det ikke i sidste ende bliver op til den enkelte skole eller lærer at udvikle en særlig praksis på området. Integrationsopgaven varetages bedst gennem en sammenhængende, tværfaglig indsats, hvor der er helhed i arbejdet med de tosprogede børn i såvel dagtilbud, skolen, fritidslivet som videre i uddannelsessystemet. Det er derfor vigtigt, at de pædagogiske erfaringer med det enkelte barn og den enkelte elev videreformidles ikke mindst i overgangen til og fra folkeskolen.

Jeg håber, I finder en rigtig god løsning, som passer godt til jeres skole.

Venlig hilsen

Camilla Sebelin
Tosprogs-Taskforcen

Tilbage til Skoleledelse
Tilbage til alle Spørgsmål og svar